Offentliggjort 11.10.07 kl. 13:57
I dag ryger der en fælles klage af sted til forbrugerombudsmand Henrik Saugmandsgaard Øe over den nye reklame for JBS-undertøj, der opfattes som stærkt sexistisk.
Det skriver Nyhedsbrevet 3F.
3F, HK, Dansk Magisterforening, Dansk Sygeplejeråd, FOA, Teknisk Landsforbund og Kvinderådet står bag den fælles klage, hvori de kræver indgreb fra Forbrugerombudsmanden, så reklamen øjeblikkeligt forbydes.
Reklamen er uetisk, anstødelig og kønsdiskriminerende og fremstiller kvinder i en uværdig position. Den er uforenelig med god markedsføringsskik og overskrider den danske markedsføringslovgivning, mener klagerne.
Reklamen består af fire billeder af en sygeplejerske, en stuepige, en sekretær og en nonne, der - iført så godt som ingenting - dufter til underbukser af mærket JBS.
"Reklamerne giver således en association, der fremstiller kvinden i en underdanig position som sexobjekt på arbejdspladsen," skriver klagerne.
Inden for de brancher, hvor de fire kvinder afbilledes, er sexchikane i forvejen udbredt.
"Reklamen kan gøre ondt værre. Hvis man kører sådan nogle reklamer, påtager man sig et medansvar for at sige, at sexchikane er i orden, fordi reklamerne sender nogle helt forkerte signaler. Man bør tage hensyn til de unge piger, der rent faktisk oplever sexchikane og skal leve med arrene resten af livet," siger Jane Korczak, næstformand i 3F til Nyhedsbrevet 3F.
Så længe reklamen kører, opfordrer de syv organisationer bag klagen i øvrigt alle forbrugere til at droppe al køb af JBS-undertøj.
JBS mener ikke, at reklamen går over stregen.
Kilde: Nyhedsbrevet 3F
Annonce:
Annonce:
Annonce:






Christiansborg får måske tårn-restaurant
Tåregas driver stadig gennem Kairo
All inclusive betyder ikke, at alt er inklusiv
Comeback til Klavs Bruun Jørgensen?