Den store SUV Audi Q7 er en af de biler, der kunne fås i en camperudgave. Foto: Audi
Offentliggjort 26.01.12 kl. 15:04
Mange danskere har omdannet deres autocamper til en personbil. De får nu Skat på nakken.
Der er flere hundredetusinde kroner at spare, hvis man indregistrerede en stor bil som autocamper. Frem til 2007 var registreringsafgiften på autocampere blot 60 pct. - altså en hel del under den almindelige personbilsafgift på 180 pct.
Fidusen gik ud på at købe en stor bil, der var indrettet som autocamper, og derefter fjerne campingudstyret, så bilen lignede en almindelig personbil.
Eksempelvis kunne man købe en Audi Q7 med campingudstyr for 740.000 kr., mens standardudgaven med almindelig personbilsregistrering kostede over en million.
Problemet er bare, at fidusen er ulovlig, og Skat intensiverer nu jagten på de ombyggede autocampere.
"Vi har konstateret, at hovedparten af de standsede biler har manglet væsentlige dele af det obligatoriske campingudstyr, og det er en klar overtrædelse af registreringsafgiftsloven," siger Ole F. Nielsen, projektleder fra Skat København.
For at kunne blive indregistreret som autocamper skal bilen blandt andet være konstrueret og indrettet til ophold og beboelse, og det skal være muligt at rede op til mindst fire personer.
Der må heller ikke være flere sæder i bilen end det antal sæder, bilen er godkendt til som autocamper, og faste borde og køkken må ikke fjernes.
Men det er ikke særlig vanskeligt at ombygge bilmodeller som Audi Q7, Ford Galaxy og Volkswagen Touareg til almindelige personbiler, og så har ejeren pludselig fået sig en luksusbil uden at betale den lovpligtige afgift.
Det kan dog blive en dyr oplevelse for ejeren, hvis ikke bilen er indrettet som autocamper, den dag han bliver stoppet af Skat.
SKAT oplyser, at der er set efteropkrævninger i størrelsesordenen 80.000 til 180.000 kr. for de mest almindelige autocampere.
Oven i det beløb risikerer ejeren at få en bøde, hvis Skat vurderer, at der er tale om en grov overtrædelse.
"Hvis vi har sendt et brev ud til en mand, hvori vi oplyser ham om, at han skal have alt sit campingudstyr i bilen, og vi efterfølgende standser ham, og han ikke har noget af udstyret i bilen, så er der tale om en grov overtrædelse. I sådan et tilfælde kan der være tale om en forsætlig afgiftsunddragelse, og det kan i værste fald betyde fængselsstraf eller en bødestraf på halvdelen af det unddragne beløb," siger Ole F. Nielsen.
Han opfordrer derfor bilejerne til at sikre, at deres autocampere er korrekt udstyret.
LÆS OGSÅ: Let besparelse på varevognen
Annonce:
Annonce:


















Overgreb på elev får konsekvenser
Mistænkt for millionrøveri anholdt i Thailand
Læserne: Her er de bedste oplevelser i Sydfrankrig
Bendtner erkender: Min form halter