Offentliggjort 23.05.09 kl. 09:16
Det er nærmest umuligt at skifte bank, medmindre man har en god, stærk økonomi og et fast job, vurderer Forbrugerrådet.
I februar ville Signe Lund flytte sin lønkonto, sin opsparing og sit forbrugslån på 17.000 kroner til Nordea, hvor hendes kæreste er kunde.
Nordea reklamerer for tiden med, at banken gerne vil have nye kunder, og Signe Lund havde aldrig troet, at det skulle blive et problem. Der hun tog fejl.
Signe husker ikke den præcise ordlyd i afslaget fra Nordea, men budskabet har printet sig fast: Kom igen, når du er blevet færdiguddannet, har et job og en fast, høj løn.
»Jeg følte mig simpelthen så uværdig, da jeg fik det afslag. Næsten som et undermenneske«, siger Signe Lund til Politiken.
Signe Lund er blot en blandt mange, der har fået afslag på at skifte bank i de seneste måneder. Forbrugerrådet begyndte i årets start at høre fra folk, der sad fast i deres bank, og problemet er på ingen måde forsvundet siden, fortæller rådets cheføkonom, Carsten Holdum til Politiken.
I den seneste udlånsundersøgelse fra Nationalbanken signalerer bankerne da også selv, at de har strammet voldsomt op på, hvem de låner penge ud til.
Signe Lund ville have været en lækkerbisken for enhver bank før krisen, vurderer Carsten Holdum, som selv var bankrådgiver indtil for to år siden.
Signe Lund er 30 år og ved at færdiggøre sit speciale i journalistik på Syddansk Universitet. Hun bor med sin kæreste og to børn i en lejlighed i København, hun får SU plus cirka 5.000 kroner i løn fra sit studiejob.
Hendes kæreste er mellemleder i et ejendomsselskab og har en solid indkomst.
»Normalt vil banken gerne have fat i en kunde som hende - hun er en god investering, fordi hun formentlig kommer til at tjene penge snart. Men nu gør krisen, at man ikke er villig til at se det i det lange perspektiv. Det er nærmest umuligt at skifte bank i denne tid, medmindre man har en god, stærk økonomi og et fast job«, siger Carsten Holdum til Politiken.
Netop det, at Signe Lund endnu ikke har fast job, er nu blevet afgørende, vurderer Kim Valentin, privatøkonomisk rådgiver ved Finanshuset i Fredensborg.
»Der er på kort tid blevet meget stor forskel på at være god og dårlig kunde i bankernes øjne. En god kunde er nu en med høj løn, et sikkert job og et hus med friværdi. Hvis man bare går tilbage til sidste år, ville alle banker have givet en kassekredit på 20.000 kroner til enhver, som ikke var registreret som dårlig betaler. Nu låner bankerne kun ud til folk, hvor de er helt sikre på at få pengene igen«, siger Kim Valentin.
Kilde: Politiken
Annonce:
Annonce:


















Mistænkt for millionrøveri anholdt i Thailand
Læserne: Her er de bedste oplevelser i Sydfrankrig
Bendtner erkender: Min form halter