Leaf'en slapper af på en af de berømte p-pladser i København. Inkl. gratis strøm. Fotos: Flemming Haslund
Instrumentet, som jeg kommer til at holde øje med i én uendelighed: Nede til højre ser jeg, at der er strøm til 160 km på batteriet lige nu.
Teknikken
Kommentar:
Plus:
Minus:
Offentliggjort 22.01.12 kl. 14:24






Nissan Leaf er markedets bedst kørende elbil. Men hvordan er sådan en elbil at leve med?
Vi gennemførte en 48 timers hverdagstest for at prøve det. Ødelagte sikringer i huset og en tur til Harald Nyborg hører med til historien.
Onsdag kl. 16:16 - 0 timer, 0 min.: Jeg henter den mørkerøde testbil hos Nissan-importøren nær Hans Knudsens Plads på Østerbro i København. Batteriet er ladet helt op til randen. Og instrumentet, der angiver, hvor langt bilen kan køre på opladningen, viser beroligende 160 km. Det er bare at køre. Lige inden ”go” laver jeg det første billede til min ”billeddagbog”. Kamera: klik. Bil: kør.
Onsdag kl. 16.17 - 0 timer, 1 min.: Kører ud fra p-pladsen, rundt om hjørnet og hen til højre i næste kryds - i alt 3-400 meter. Nu viser instrumentet 116 km tilbage. Nå!
Onsdag kl. 16.18 - 0 timer, 2 min.: Kører med moderat og konstant fart ad Helsingør-motorvejen mod nord. Nå, så meget strøm bruger han altså heller ikke, tænker computeren måske. Km-tælleren viser, at vi har kørt mellem 1 og 2 km. Og nu viser instrumentet, at der er 153 km tilbage.
Onsdag kl. 16.28 - 0 timer, 12 min.: Kører fra mod Hellerup for at lave et billede ved en tankstation.
Onsdag kl. 16.49 - 0 timer, 33 min.: Jeg laver et billede af instrumentet, da det viser, der er strøm til 100 km tilbage. Det oplyser bilens computer, da jeg har kørt 7 km.
Onsdag kl. 16.58 - 0 timer, 42 min.: Jeg vil gerne spare på strømmen. Har derfor beholdt frakken på og har skruet aircon ned på 19,5 grader. Men det regner, og derfor dugger ruderne til. Tænder altså for elbagruden. Sjov detalje: Det lykkes ikke elbagruden at fjerne al duggen. Klart! Nissan kan jo ikke have, at en elbagrude har så stor kapacitet, at den kan tømme batterierne for strøm. Derfor er Leaf monteret med en ”lavkapacitet-bagrude”, og duggen forsvinder kun i tynde, vandrette streger.
Onsdag kl. 17.17 - 1 time, 1 min.: Er fremme ved testturens mål, Helsingør. Har kørt 43 km inkl. svinkeærinde til tanken. Instrumentet viser, at der er 43 km tilbage. Altså: Instrumentet startede med at vise 160 km. Har vitterligt kørt 43 km. Bilen viser 43 km tilbage. Tallene viser altså, at en Leaf bruger afgørende mere strøm, når andet end selve dette at køre bilen er i brug - her aircon og elbagrude.
Onsdag kl. 18.23 - 2 timer, 12 min.: Testens formål er jo at vise, hvordan en elbil er i hverdagen. Så jeg kører en tur ned i byen og hjem igen. 2 x 3 km. Da jeg kommer tilbage, viser instrumentet, at der er strøm til 23 km endnu på batteriet.
Efter dag 1: Har kørt i alt 63 km - der er strøm til 23 km tilbage på bilen.
Onsdag kl. 22.23 - 6 timer 12 min.: Der skal lades ny strøm på batteriet natten over. Parkerer i carporten. Finder de to ledninger og det særlige stik frem fra bagagerummet - og er glad for, at jeg netop har købt en autoriseret forlængerledning til udendørs brug. Monterer det hele. Får den lille, blå lampe på instrumentbrættet som kvittering for, at alt er godt. Der lades.
Onsdag kl. 22.46 - 6 timer 35 min.: 23 min. senere. Puff. Der røg strømmen i huset. Mistanken rettes mod Leaf'en i carporten. Lommelygte frem. Demonterer ledningerne til Leaf. I med ny sikring. Lyset i huset virker igen. Men Leaf får ingen strøm i nat. Et tjek på bilens instrument viser, at der fortsat er 23 km tilbage.
Torsdag kl. 7:10 - 14 timer, 54 min.: Næste morgen. Leaf holder og ser sød ud i carporten. Men måske også med lidt røde ører, fornemmer jeg. Bliver holdende dér. Jeg tager Kystbanen til redaktionen i Kbh.
Torsdag kl. 8.30 - 16 timer, 14 min.: Kontakter Svend Flintø hos Nissan DK. »Nå for søren, du har sikkert 10 amp.-sikringer i huset - prøv at skifte til 13 amp. Og for en sikkerheds skyld - når du lader, så lad være med at tænde lyset i den del af huset, der er dækket af netop denne sikringsgruppe,« foreslår han.
Torsdag kl. 16.32 - 24 timer, 15 min.: Besøg hos den lokale Harald Nyborg - køb af 13 amp. sikringer.
Torsdag kl. 21.30 - 29 timer, 14 min.: Aften. Montering af de nye sikringer. Følger Flintøs råd, tænder ikke lys i den ende af huset, hvor carporten står. Monterer kabler på Leaf'en i lommelygtens skær. Klik på kontakten. Blå lampe på instrumentbrættet lyser. Alt virker. Og det bliver det heldigvis ved med natten over - selv om jeg har glemt, at køleskabet er monteret til denne gruppe. Men køleskabet er åbenbart ligeglad, det samme er Leaf'en og sikringerne. Vi kommer natten igennem med stadig opladning af ”min” Nissan Leaf.
Fredag kl. 07.30 - 39 timer, 14 min.: Morgen. Afmonterer alle kabler. Låser dørene op med fjernbetjeningen. Og lyset i kabinen tænder. Det lover godt dette her.
Fredag kl. 07.31 - 39 timer, 15 min.: Hopper ind bag rattet. Vækker Leaf til live med et tryk på en knap. Bilen kvitterer ved at kvidre en lille melodi, der minder en hel del om lyden fra ”Mac-orkesteret”, når en Macintosh-computer starter. Der er 112 km tilbage. Ikke 160, som da jeg hentede bilen i forgårs - og som er rækkevidden, når bilen er ladet helt op. Havde ellers ladet ca. 10 timer.
Fredag kl. 8:01 - 39 timer, 15 min.: Kører mod Kbh ad Helsingør-motorvejen. Det er en smuk morgen, solen er så småt på vej op og maler horisonten rød. Altså tørvejr. Derfor ingen elrude og aircon. Bilen skal bare lave lidt varme - i dag har jeg valgt 18 grader - og der skal ikke afdugges. Trafikken glider i roligt tempo. Og det er noget, Leaf kan li'. Jeg følger godt med på meteret, der viser hvor mange km, der er strøm tilbage. Konstaterer, at i dag er der langt bedre overensstemmelse mellem hvor langt, jeg har kørt, og hvad meteret viser. Så jeg læner mig tilbage og konstaterer igen - præcis, som da jeg kørte bilen for nogen tid siden til en ”almindelig” test - at Nissan Leaf vitterligt kører godt. God motorkraft, lavt lydniveau, komfortabel affjedring.
Fredag kl. 10.38 - 41 timer, 22 min.: Gør mig klar til at parkere i midtbyen i Kbh. Ikke langt fra redaktionen er en håndfuld af de berømte, særligere parkeringspladser til elbiler: gratis parkering og gratis el. Vi lever vel i et land, der både har Connie Hedegaard og en hovedstad, der gerne vil være grøn.
Fredag kl. 10.39 - 41 timer, 23 min.: Der er en ledig plads - så mange elbiler er der trods alt heller ikke. Monterer kablerne og begynder at spole strøm på. Ser så en seddel i alle de øvrige elbiler, blandt dem en Leaf mere. Hilsen fra Københavns Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen: Nu er det ikke længere gratis at parkere sin elbil i Kbh! Nå. (Den regel blev så senere lavet om igen, så lige nu er det gratis igen).
Denne fredag får jeg mig en snak med en repræsentant fra det amerikanske elbilfirma Tesla, der har showroom lige om hjørnet. Vi er jo elbils-venner. Og elbils-uvenner med Kbh Kommune. Min Tesla-ven forsvinder på sin cykel. Jeg opgiver parkeringen. Jeg har fået mit billede og kører i stedet ud og afleverer Leaf.
Fredag kl. 10.54 - 41 timer, 38 min.: Kører gennem Kbh. Parkerer på pladsen foran Nissan DK. Bilen viste 112 km tilbage, da jeg startede i morges, nu viser den 36 - altså 76 km mener den, jeg har kørt. Men jeg har i realiteten kørt 51 km. Men tallene stemmer dog langt mere overens end i forgårs i regnen. Det er tydeligt, at Leaf'en har langt lettere ved at beregne det faktiske forbrug, når bilen som i dag bare kører. Låser bilen og laver det sidste skud til min billeddagbog.
Fredag kl. 10.56 - 41 timer, 40 min.: Afleverer nøglerne med tak for lån til Svend Flintø - plus en lille orientering om, at de 13 amp.-sikringer fra Harald Nyborg virkede.
LÆS OGSÅ: Nissan Leaf - det er jo en rigtig bil
Annonce:
Annonce:
Annonce:
























Maskerede hjemmerøvere røvede 62-årig mand
Fanger kontrollerer fængsel på Bali
Sådan kommer krisen til at påvirke din ferie i Grækenland
Anders Hansen videre til anden runde i WGC