På anden sæderække kan benpladsen blive lidt trang, hvis stolene skubbes fremad for at give mere plads på bageste række. Foto: A. Hansen
Motor: R4, 1.598 cm3, 16V, 120 hk ved 6.000 o/min, 160 Nm ved 4.250 o/min.
Præstationer: 0-100 km/t 12,3 sek., topfart 187 km/t, forbrug EU-miks 13,7 km/l.
Dimensioner: L/B/H 453/184/163 cm, køreklar vægt/last/påhæng 1.532/658/1.100, bagagerum 823-1.754 liter, dæk 215/55R16H.
Pris: 294.990 kr. Årlige afgifter 3.020 kr.
Offentliggjort 12.12.09 kl. 07:57
5008-modellen føjer en længe vente familiemodel til Peugeot-programmet. Med en konkurrencedygtig pris synes succesen i hus.
Peugeots model-program har siden introduktionen af model 407 i 2004 lidt under den besynderlighed, at den mest familievenlige model var den mindre, syvsædede stationcar 307 SW (nu 308 SW).
Men så kommer omsider en ægte familiebil, der sigter direkte mod den succes, som Citroën C4 Picasso har nydt i flere år. Midlet bliver en startpris på 294.900 kr. for en rummelig, veludstyret, syv-sædet bil med 110 hestes benzinmotor og seks gear. Prisen stiger dog med 10.000 kr. fra 1. januar.
5008 hedder modellen, som er en ægte syv-personers MPV. Peugeot mener sågar, at den giver plads til syv voksne. Det er ikke rigtigt, men der er rimelig plads til børn på de to foldbare sæder i bagagerummet.
Teknisk set bygger 5008 på 308 SW. Men karosseriet er en del højere, hvilket gør kabinen mere rummelig. Tingenes sammenhæng afsløres dog på anden sæderække, hvor knæpladsen kun er tilstrækkelig - også fordi de flyborde, der sidder i ryggen på forsæderne, stjæler værdifuld knæplads.
Den manglende knæplads er vel at mærke med de tre separate stole skudt helt tilbage. De kan nemlig skydes 13 cm frem, siddehynderne kan foldes op, og lænet kan lænes og skubbes frem for at give adgang til tredje sæderække. Det fungerer både fleksibelt og pålideligt, ligesom det faktisk giver mulig for rimelig plads på tredje sæderække - men altså på bekostning af knæpladsen på anden sæderække. Fem børn vil til gengæld sidde fyrsteligt.
Også førerpladsens ergonomi er hentet fra 308-modellen, hvilket gør den mere personvognsagtig end normalt i denne klasse. Layout og design stammer fra den mindre 3008-model.
At dømme efter den første korte præsentationstur omkring Annecy i Frankrig er køreegenskaberne overraskende dynamiske og personbilsagtige - vel at mærke uden at det er gået ud over komforten. Desuden er støjniveauet forholdsvis lavt, hvilket bidrager til en behagelig fremfærd.
I andre lande fås 5008 uden de ekstra bagsæder, men de er altid standard i Danmark, hvor 5008 vil optræde i to udstyrsvarianter: Comfort Plus og Premium. Standard i Comfort Plus er tågeforlygter, aircondition, varme i forsæderne og elbetjening af forreste sideruder og sidespejle. Med Premium-pakken følger desuden fartpilot, to-zone-klimaanlæg og alufælge med mere.
Motormæssigt er programmet den kendte 1,6-liters benzinmotor med 120 og 156 hk. Den 2-liters benzin udgår, og til gengæld kommer HDi-motoren (turbodiesel) på 2,0 liter i to versioner: den kendte på 150 hk og fra foråret en revideret 2,0 på 163 hk hvor over halvdelen af delene i motoren er nye. Både Citroën og Peugeot får glæde af den nye motor.
Den nye 5008 ligner en alvorlig konkurrent til storsælgeren Citroën C4 Picasso. Peugeoten virker mere solid og har bedre finish end Citroënen, som dog efter nytår stadig er den billigste.
LÆS OGSÅ: En rigtig familiecontainer?
Annonce:
Annonce:
Annonce:


















Anklager kræver fængsel til politimand
Mistænkt for millionrøveri anholdt i Thailand
Læserne: Her er de bedste oplevelser i Sydfrankrig
Badmintonkvinder klar til kvartfinalen