Tip     Print     RSS    Del    

Indretningen er ganske hyggelig i Hotel Baltics restaurant, men den fremtræder ikke så luksuriøst, som bl.a. hotellets brochure antyder. Foto: Carsten Andreasen

Fint skal det være

Rødmulle med artiskokker og bønner. Foto: Tage Clausen

Peberbøf med skorzonerrødder, kartofler og bønner. Foto: Tage Clausen

Baltics udgave af carpaccio - oksemørbraden var let stegt. Foto: Tage Clausen

Hotel Baltic Grill & Vinbar

• Havbo 29, 6470 Sydals
• Telefon 7441 5200
• www.hotel-baltic.dk
• Åbent: tirs.-søn. kl. 11.30-22.00
• Trerettersmenu: 298 kr. Men pas på med at kombinere, det løber hurtigt op.
• Vand koster 55 kr. pr. flaske. Hvor er fornuften i at hente for 110 kr. flaskevand i Italien, når man nærmest gratis kunne have fået noget tilsvarende ved at åbne vandhanen?

Relaterede artikler

Ambitiøs landevejskro

Knapp en udflugt værd

Femstjernet oplevelse på Molskroen

Se alle >>

Af TAGE CLAUSEN

Offentliggjort 14.12.09 kl. 08:05

Hotel Baltic i Høruphav på Als præsenterer sig flot. Køkkenet og betjeningen lever midliertid ikke helt op til niveauet.

Når man betragter den brochure, som ligger til udlevering i Hotel Baltics reception, må man få det indtryk, at vi her befinder os i gastronomiens superliga. På midteropslaget ser man en stilfuld borddækning, som varsler store oplevelser. Det var ikke helt overraskende, for et studie af Hotel Baltics hjemmeside giver samme indtryk.

Det var således med en vis forventning, at vi besøgte Hotel Baltics restaurant en aften i slutningen af november. Spisekortet viste sig imidlertid forholdsvis begrænset, og især udbuddet af vine var ikke helt, hvad man kunne forvente af et højt profileret spisested. Vinene står optrykt ved siden af retterne, og der er syv hvide og otte røde, hvoraf de fleste tilbydes i glas.

»Spørg tjeneren, hvis De ønsker andre vine,« står der ganske vist nederst på kortet, og det gjorde vi så. Bare for at høre, hvad vinkælderen ellers bød på. Det var der imidlertid ikke dækning for. Vinkortet var »under ombygning«, forklarede tjeneren, så tilbuddene var, hvad der stod på kortet. Priserne lå fra 218 kr. for den billigste hvide til 525 kr. for den dyreste røde, og årgangsbetegnelser var der ingen af. Geografisk spredte udbuddet sig over Frankrig, Italien, Spanien, Portugal og Chile, men ellers var oplysningerne sparsomme.

Tre retter: 298 kr.

Aftenens trerettersmenu så ganske rimelig ud. For 298 kr. kunne man få laksesnitsel med jordskokkesuppe og syltede jordskokker, peberbøf med skorzonerrødder og gratineret æblekompot med pistaciecreme.

Anmelderen valgte de to første retter, men i stedet for æbledesserten gårdoste til sidst, og så steg den samlede pris til 408 kr. Altså 110 kr. ekstra, selv om ostene kun kostede 17 kr. mere end æbledesserten a la carte. Til gengæld bestilte ledsageren æbledesserten, så hvis vi bare havde bestilt en menu og selv flyttet desserten over på den anden side af bordet, havde vi sparet 93 kr. Det er enten udtryk for overdreven bjergsomhed eller manglende omtanke fra betjeningen.

Ledsageren valgte carpaccio til forret, pocheret rødmulle til hovedret og til dessert æblegrøden, som var så fornem, at den skulle kaldes kompot. Samlet pris: 361 kr. - altså 63 kr. mere end den den faste menu.

Der blev budt vand til, men postevand var ikke en mulighed. I stedet indtog vi to flasker af den fornemme italienske mineralvand Dolomia og undrede os stilfærdigt over, hvor fornuften er i at hente for 110 kr. flaskevand i Italien, når man nærmest gratis kunne have fået noget tilsvarende ved at åbne vandhanen.

Men fint skal det være, og maden var da bestemt heller ikke dårlig - blot ikke på det superniveau, som stedets ydre fremtræden kunne give indtryk af.

Anmelderens laksesnitsel var glimrende i kombinationen med jordskokkesuppen med oliven og syltede jordskokker, og et glas riesling fra Trimbach (75 kr.) supplerede fint. Ledsageren var også tilfreds med sin carpaccio, der lidt utraditionelt bestod af let stegt oksemørbrad i lidt tykkere skiver, end traditionen ellers byder. Den blev serveret med den traditionelle pesto og flager af parmesan og var bortset fra lidt rigeligt peber helt fin.

Fra rødvinskortet havde vi til carpaccioen og til anmelderens hovedret - peberbøf af tyndstegsfilet med skorzonerrødder - valgt en Amodis Pomerol, som viste sig at være årgang 2000 (525 kr.).

Små glas

Vinen var god, ikke mindst til prisen, men den blev skænket i nogle pjattede små forsamlingshusglas, som til gengæld på forsamlingshusmaner blev fyldt op til to centimeter fra randen. Ikke plads til noget fjolleri med at slynge vinen i glasset og nyde bouqueten. Her skal vin åbenbart bare drikkes, ikke nydes. Synd og skam. Vinen havde fortjent bedre, og ved anden opskænkning lykkedes det at begrænse overfyldningen.

Men glassene! De er meget langt fra de store, flotte pokaler, der pryder borddækningen på brochurens midteropslag og på internettets billedgalleri.

Ledsageren bestilte et glas af rieslingen til rødmullen, mens anmelderen gik over til pomerolen.

Begge retter var i og for sig udmærkede, men det meste af tilbehøret var ens, kogte, ristede små kartofler med timian og på tallerkenen grønne bønner, der var snittet henholdsvis på langs og på tværs. Ikke ringe, men det tyder mere i retning af, at tilbehøret er bestemt af, hvad der lige er i køkkenet, end af avancerede gastronomiske overvejelser. Derimod var der ikke absolut tilfredshed med, at også fisken havde fået rigeligt peber. Der var bestilt peberbøf på den anden side af bordet, men der var ikke bestilt peberfisk til ledsageren. Igen fik vi indtryk af en lidt nonchalant tilgang til tingene i køkkenet.

Til den fornemme æblegrød, som her hed æblekompot med pistaciecreme, fik ledsageren et glas italiensk dessertvin af aleaticodruen (85 kr.). Anmelderen fik fire glimrende råmælksoste, hvoraf en skilte sig ud ved præsentationen. »Det er en roquefort,« meddelte tjeneren og pegede på en fast, gul ost. Vi tillod os at stille os tvivlende, men tjeneren insisterede. Det var en roquefort. Lidt efter kom hun dog tilbage og meddelte, at det drejede sig om en beaufort. Så var alt på plads igen. Beaufort er en gruyere, mens roquefort vel er den mest kendte blåskimmelost af alle.

Dyrt vand

Vi kom af med 1.669 kr., og det er sådan set ikke urimeligt, især ikke i betragtning af den gode Pomerol. Men regningen kunne have været 110 kr. lavere, hvis vi havde fået almindeligt postevand i stedet for importerede italienske flasker. Nogle gæster vil måske gerne have importeret flaskevand og betale 55 kr. pr. flaske, men det ville klæde restauranten at give gæsterne valget. Det ville også have klædt restauranten at notere i hvert fald én menu til 298 kr., når retterne faktisk blev serveret, blot med den forskel, at desserten skulle stilles på den anden side af bordet end forretten og hovedretten.

Vores samlede bedømmelse lander på tre stjerner.

LÆS OGSÅ: Madkultur i Møgeltønder