Indretningen er mildt sagt speciel. Nogle ville nok sige kitschet, men hyggeliger det, og maden er i hvert fald god. Foto: Carsten Andreasen
Brogade 13, 5700 Svendborg
www.andersgranhoej.dk
Telefon: 62 22 27 95
Åbent: Tirsdag til lørdag kl. 18-24
Menuer fra: 425 kr.
Syv retter med vinmenu: 1.350 kr.
Offentliggjort 03.04.09 kl. 15:15






Det er gode sager, der kommer fra køkkenet og vinkælderen i Brogade nr. 13 i Svendborg. En lidt mere professionel betjening kunne tilføje en stjerne ekstra.
Udadtil i gadebilledet gør restaurant Anders Granhøj ikke noget særligt væsen af sig.
Faktisk kan man godt passere Brogade nr. 13 i Svendborg uden at opdage, at der ligger en god restaurant. Så meget større er kontrasten til det, som foregår indenfor, for her er et køkken af høj klasse. Restaurationen er ganske lille. Der er kun plads til 22 gæster. Inde bagved er der imidlertid et selskabslokale, som snildt kan huse en familiefest med et halvt hundrede deltagere. Hvis man vil holde familiefest, lægges der op til fælles planlægning og forhandling med restauratøren, men det er en helt anden historie.
På sådan en almindelig aften i overgangen mellem vinter og forår er det i det lille lokale ud til gaden, det foregår.
Indretningen er speciel. Nogle vil vel ligefrem kalde udsmykningen en anelse kitschet.
Spisekortet er overskueligt, men præget af kvalitet og omtanke. Det samme er vinkortet - beskedent i omfang, men tydeligvis valgt med omhu. Sammensætningen af den store syvrettersmenu og den tilhørende vinmenu gør restauratøren ære.
Til gengæld savner betjeningen den professionalisme, som man med rimelighed kan forvente i en restauration af denne klasse. Ikke at der savnedes noget i venlighed, opmærksomhed og nærhed, tværtimod var nærheden indimellem lidt overdreven. Når gæsterne f.eks. flere gange ved hver servering får stillet spørgsmålet »hvordan smager det hos jer?« og ved hver bord-afrydning må svare på spørgsmålet »smagte det jer?«, kan det godt i længden komme til at virke en kende anmassende. At maden er i orden, turde være en selvfølge, og hvis den enkelte ret ikke lige faldt i gæstens smag, behøver det strengt taget ikke at være retten, der er noget i vejen med. Den professionelle betjening er kendetegnet ved en diskret tilstedeværelse: Usynlig, når gæsterne vil tale fortroligt, og hurtigt til stede, hvis der er brug for den. Dertil kommer, at gæsterne har lov til hos betjeningen at forvente et rimeligt kendskab til de vine, der tilbydes og serveres.
Man kan vælge mellem en trerettersmenu for 425 kr. op til syv retter for 725 kr. For 1.350 kr. pr. kuvert får man hele turen med tilhørende vinmenu.
Den første ret var en stegt kammusling med savoykål, hasselnød og appelsin, men som indledning blev der serveret en amuse af stegt kalvekød med strimler af pære, mos af selleri og en stribe olivenolie. Det tegnede godt, og stilen holdt aftenen igennem. Til amuse og forret en italiensk sauvignon blanc - fra Jermann i Friuli.
Jomfruhummerhaler med skorzonerrod, papirtyndt ristet brød og en kraftig glace fik fint modspil af endnu en sauvignon blanc - denne gang en Sancerre.
Et stykke stegt torsk var smagt til med estragon og garneret med skiver af bolsjebeder - eller bolsjerødbeder. Det er meget dekorative rodfrugter, som er rød- og hvidstribede som bismarcksbolsjer og smager lidt mildere end rødbeder. Det var en flot og velsmagende servering, som blev ledsaget af en elegant og spændende albariño fra Rias Baixas, Spanien.
Herefter var vi klar til kødretterne. Et stykke vagtelbryst barderet med serranoskinke og ledsaget af belugalinser og et skive sprødstegt skive selleri. Vinen en Santenay 1. cru - Maladiere fra Domaine Prieur-Brunet.
Næste kødret, som blev ledsaget af en kraftig chateauneuf du pape var noget så usædvanligt i denne sammenhæng som et stykke oksetværreb med kartofler, løg og selleri. Oksetværreb er ellers noget, som man bruger til suppekød eller skipperlabskovs, men dette stykke var langtidsbraiseret, så det nærmest faldt fra hinanden, og ledsaget af den herligste, kraftige okseskysovs. Det var en rigtig vinterret, og ledsageren var traditionsbunden nok til at bemærke, at en skive syltet rødbede ville have været passende, mens anmelderen mente, at kokkens tanke nok havde været, at det modspil skulle komme fra vinen - hvad det også gjorde.
Seks gode, tilpas modnede og velsmagende gårdoste blev ledsaget af et glas Croft Port, og så var der jo også brødet - lækkert, langtidshævet, formbagt brød, som blev serveret med smør og udgjorde, hvad en kollega plejer at kalde en udpræget brødfælde: at brødet er så godt, at man spiser sig mæt før tiden.
Desserten var en kombination af banan og bananis med mynte, sesam og nogle sesam-karamelflager. Ganske velsmagende og ledsaget af en sød dessertvin fra Jurancon, hvis navn vi ikke lige fik fat på.
Vi sluttede af med kaffe til 45 kr. pr. person, og det uden de obligatoriske søde sager, som ellers plejer at ledsage kaffen efter et måltid i den prisklasse.
Vi ender med en samlet bedømmelse på fire stjerner, som især er båret igennem af maden, vinen og kombinationen af de to. Ganske få og enkle virkemidler kunne tilføje en ekstra.
Læs også: En perle på sydfyn
Annonce:
Annonce:


















Søvndal har det fint med Natos atomvåben
Selvmordsbombemand har dræbt op mod 50 i Yemen
Flere danskere rejser ud i verden
Ny nedtur får konsekvenser for Wozniacki