Tip     Print     RSS    Del    

Cyril Duez fra universitetet i Lyon og hans kolleger har identificeret den afgørende faktor for drypningsgraden og vist, hvordan det tackles. Foto: Colourbox

Mysteriet om tepotten er løst

Af JAKOB RUBIN

Offentliggjort 09.11.09 kl. 10:42

Tepotter har altid dryppet og afgivet våde pletter på bord og ned i ostemaden til stor irritation for alle. Nu er løsningen fundet.

Javel, vi satte mennesker på Månen, og jo, en solcellebil kan køre af sig selv tværs over Australien, men tepotten har hidtil været den mennneskelige udviklings daglige Waterloo. En udfordring for stor for perfektion.

De jävla potter har jo dryppet og sjasket i århundreder og gør det stadig fra Mongoliet til de fineste kredse i selveste London.

Det er simpelthen ikke godt nok, tænkte et hold franske videnskabsfolk, da de for gud-ved-hvilken gang hældte te op og dryppede ud over deres indtil da perfekt sprøde baguette.

Hullets størrelse

Hvorefter de satte sig for at løse problemet, som de kaldte 'tepotteeffekten', teknologisk.

Udfordringen var at betragte drypningen videnskabeligt. Den er, som de fleste vil vide, størst ved lav hældehastighed. Ved højere hastighed slipper teen normalt pottetudens yderste kant i fin stil og trækker så at sige den efterfølgende væske med sig ud over rampen. Men når hastigheden sænkes, hæfter tepotten med en form for magnetisk virkning teen til sig. Den følger med rundt om hældetuden og ned ad pottens yderside.

Tidligere studier har forsket i de forskellige faktorer, som bestemmer om potten drypper eller ej. Det drejer sig om størrelsen af hullet i tuden, vinklen den drejer i, hastigheden teen opnår under sit løb gennem tuden og tepottens materiale, der kan være mere eller mindre væske-skyende.

Den hydro-kapilære effekt

Cyril Duez fra universitetet i Lyon og hans kolleger har identificeret den afgørende faktor for drypningsgraden og vist, hvordan det tackles. De benævner synderen den 'hydro-kapilære effekt', der er summen af de ovenfor nævnte faktorer; hulstørrelse, hastighed og materiale.

For at eliminere den hydro-kapilære effekt gør man tudens underkant så tynd som mulig. Derefter påføres tudens overflade et lag af det nyeste inden for supervandafskyende materialer, som på det kraftigste afskrækker vand fra at klæbe.

Og bingo. Den aldrig dryppende tepotte er født.

Før verden ikke kan få armene ned, er det på sin plads at minde om, at menneskeheden stadig står over for store udfordringer. Den af-sig-selv sammenfiltrerende telefonrørsledning er nok den, det vil give mest at lave.