Forskellen i overlevelseskraft øges derefter med alderen, og når man sammenligner 70 årige kvinder med 70 årige mænd, har kvinderne en 15 pct. større overlevelseschance end mændene. Foto: Colourbox
Kilde: Tom Skyhøj Olsen
Offentliggjort 08.09.10 kl. 14:48
Kvinder overlever sygdom bedre end mænd, og danske forskere mener at have fundet forklaringen: Testosteronmangel gør mænd betydelig svagere end kvinder efter 50 års alderen, og det betyder, at de har højere dødelighed.
Forskere har i mange år diskuteret, hvorvidt mænd rammes af en overgangsalder lige som kvinder. Men nu har danske forskere netop påvist, at der i høj grad er noget om snakken, og at mændenes overgangsalder har alvorlige konsekvenser for deres helbred og overlevelseskraft.
En stor undersøgelse blandt mere end 40.000 danske patienter, som siden 2002 har været ramt af en hjeneblodprop eller en hjerneblødning, dokumenterer, at mænd omkring 50 års alderen biologisk set skifter fra at være det stærke køn med højere overlevelseschancer efter alvorlig sygdom til at være det svage køn.
"Der sker simpelthen noget med mænd efter 50 års alderen, som gør dem svagere. Det er ret drastisk, og man kan kalde det for en form for overgangsalder," siger overlæge dr. med. Tom Skyhøj Olsen fra Apopleksiafsnittet på Frederiksbergs Hospital, som er en af forskeren bag undersøgelsen, der netop er blevet publiceret i det internationale tidsskrift Gender Medicine.
Og i følge forskerne bag undersøgelsen skal forklaringen formentlig findes i mænds faldende testosteronindhold - det mandlige kønshormon - som især daler efter 50 års alderen, og som gør mændene svagere helbredsmæssig.
I følge Tom Skyhøj Olsen afslører undersøgelsen overraskende, at der sker en markant ændring omkring 50 års alderen, når man sammenligner mænds og kvinders overlevelseschancer efter at være ramt af hjerneblødning eller hjerneblodprop, også kaldet apopleksi.
"Vi kan se, at før 50 års alderen, overlever flere mænd end kvinder apopleksi, men hos de midaldrende over 50 år skifter det ret markant, og der ses en klar tendens til, at flere kvinder overlever de alvorlige sygdomme end mænd. Det er meget dramatisk," siger Tom Skyhøj Olsen.
Forskellen i overlevelseskraft øges derefter med alderen, og når man sammenligner 70 årige kvinder med 70 årige mænd, har kvinderne en 15 pct. større overlevelseschance end mændene. Forskellen er helt oppe på 25 pct. i kvindernes favør, når det gælder de 80 årige, og 50 pct. for de 90 årige, påpeger Tom Skyhøj Olsen.
I følge den anden forsker bag undersøgelsen, lektor ph.d. Klaus Kaae Andersen, Danmarks Tekniske Universitet, er det ikke livsstilsforskelle, som er forklaringen på kønsforskellen.
"Mændene bliver svagere og svagere med årene i forhold til kvinderne, men det er ikke fordi, de ryger og drikker mere. I undersøgelsen har vi koorigeret for alle den slags ting. Mændene dør oftere simpelthen fordi, de er mænd," fastslår Klaus Kaae Andersen.
De to forskere fastslår, at forskellen i overlevelseskraft skal findes i mændenes svaghed fremfor i kvindernes styrke.
Hidtil har man troet, at forskellen i overlevelseskraft mellem de to køn havde noget at gøre med det kvindelige kønshormon østrogen
"Men vores undersøgelse peger i retning af, at kønsforskellen i dødelighed snarere skyldes mændenes svaghed, altså deres mangel på mandigt hormon testosteron," siger Tom Skyhøj Olsen.
Han henviser til, at kvindernes østrogenmangel normalt sætter ind efter 50 års alderen, så når der ses en klar tendens til, at de +50 årige kvinder overlever bedre end jævnaldrende mænd, skyldes det altså ikke den østrogenbeskyttende faktor, men snarere mændenes faldende testosteronindhold.
Det bevirker bl.a., at muskelmassen og muskelstyrken reduceres, at fedtfordelingen ændres, så der kommer tendens til topmave, lige som mange mænd oppe i årene føler træthed og har tendens til depression.
"De fleste mænd vil have en snart af det, når de kommer op i årene, så det er et udtryk for normal aldring. Men fundet kunne give anledning til overvejelser omkring evt. behandling af midaldrende mænd, som bliver ramt af alvorlige sygdomme. Det kunne være, at disse mænd ville have gavn af testosterontilskud i den akutte fase," siger Tom Skyhøj Olsen.
LÆS OGSÅ: Her er chancerne for at overleve kræft
Annonce:
Annonce:
Annonce:












Ny fond skal støtte sociale virksomheder
Syriske raketangreb har kostet 79 civile livet
Guide: Gå i Obamas fodspor i Chicago
Par nummer syv på førstepladsen