Joan Ørtings sexolog- og terapeutskole har for tiden 150 elever og 40 undervisere. Foto: Emil Ryge Christoffersen
50 år.
Vokset op i Gladsaxe.
Uddannnet sexolog i Danmark og Holland.
Coach.
Personlig udviklingslærer.
Brevkasseredaktør.
Bor på Langeland med sin mand, historiefortælleren Carsten Islington. Samt med katte, høns og en hund.
Offentliggjort 15.07.10 kl. 10:59
Ifølge Joan Ørting skal sex dyrkes med åbne øjne. Med hjertet, ikke med hjernen.
Joan Ørting er blevet interviewet til Puls i Morgenavisen Jyllands-Posten og ringer over mobilen fra landevejen et sted mellem Langeland og København. Hun har et forslag til artiklen.
»Jeg synes, at du skal indlede med at fortælle, at vi har været i seng med hinanden.«
»Det kan jeg da ikke,« siger jeg.
Ideer af den kaliber kan det tage lidt tid at fordøje, men her står det klart med det samme: Den er ikke god.
Selv om det er 20 år siden, hun og denne artikels forfatter trykkede hinanden på kroppens mest kildne steder, skal journalisten ikke spille en rolle i sin egen artikel. Slet ikke den rolle.
Sexologen vil have at vide hvorfor.
»Fordi det ikke har noget med sagen at gøre, Joan,« siger jeg og mærker mine ører blive lilla.
»Fordi folk vil tænke på alt muligt andet end det, som vi taler om. For eksempel på, at jeg prøver at gøre mig interessant, sådan trofæagtigt,« insisterer jeg.
»Hold nu op, det kan du sagtens. Det er sjovt. Og overraskende,« siger Joan Ørting.
»Du får med garanti læsernes opmærksomhed. Ellers bliver din artikel bare endnu en af de mange,« siger hun.
»Du skal også skrive, at du ikke følte dig seksuelt tiltrukket af mig. Det var det, du sagde, da vi skiltes.«
Her tror jeg nok, at jeg snubler lidt i mit eget åndedræt. Med Barolo-farvede ører tænker jeg tilbage i tiden. Skulle jeg have sagt sådan?
»Joan, det kan jeg ikke skrive. Folk vil synes, at det lyder afsindigt. Hvad vil de ikke tænke? Nogle får måske ligefrem lyst til at lynche mig. Du har jo ret rabiate fans,« siger jeg endnu mere overbevist om, at ideen er dårlig.
»Du kan bare skrive, at det er mig, der foreslår det. For det synes jeg. Så har du overstået det problem,« siger hun.
»Og hvordan havde du forestillet dig den information blive flettet ind i interviewet? Det handlede om noget helt andet, som du nok husker,« indvender jeg.
»Må jeg sige noget?« afbryder en mandestemme.
Det er Carsten Islington, Joan Ørtings mand. Han styrer deres bil og har fulgt samtalen over højtaleranlægget. Nu har han også fået en idé.
»Du indleder bare artiklen med denne telefonsamtale. Så kører det,« foreslår han.
Jeg afviser. Det vil ikke virke.
Selv om Carsten Islington som en af landets bedste historiefortællere kender virkemidlerne. Og selv om hans kone på passagersædet er landets mest berømte sexolog.
»Gør det nu bare,« siger hun.
»Og kom så ned til huset på Langeland i weekenden. Så kan vi snakke om din skilsmisse. Jeg er alene hjemme,« siger hun og ringer af.
Joan Ørting med hud og hår og sin omfattende specialviden havde stillet op til et interview med Morgenavisen Jyllands-Posten nogle dage tidligere.
Med den nye udvikling må man sige, at projektet ikke er faldet ud som planlagt. Også samtalen var svær. Hun snakkede som et vandfald. Vattæppet-sommerserien handler om drømme og ønsker, og dem havde min gamle rødhårede flamme mange af. Hun nærmest boblede over af lyst og intentioner på egne og menneskehedens vegne.
»Mit håb er, at feminine værdier bliver mere dominerende. Det er heldigvis allerede ved at ske. Den voksende interesse i verden for selvudvikling, terapi og sexologi er et godt eksempel på det,« sagde den 50-årige Joan Ørting.
Det ved hun lidt om. Joan Ørtings sexolog- og terapeutskole har for tiden 150 elever og 40 undervisere. Derudover modtager hun som Ekstra Bladets sexbrevkasseredaktør 700 breve og e-mails om måneden fra hr. og fru Danmark, der ønsker rådgivning til problemer med parforhold og sexliv.
»Tag nu klodens diktaturstater. De er totalt maskuline. Verdenssystemets indretning med hensyn til industri, økonomi, militær, politik bygger på maskuline værdier som magtbegær, produktivitet, målrettethed og konkurrence, og det er ved at køre os alle ud over afgrunden. Skal vi redde kloden, er der ingen vej uden om de feminine værdier,« sagde hun.
Feminine værdier, forklarede Joan Ørting Vattæppet, handler om nærvær, om sårbarhed, om næstekærlighed, om rummelighed, om at beslutte med hjertet og ikke med pengepungen.
»Det drejer sig ikke om, at mænd skal blive kvinder. Det handler om, at mænd skal blive bedre til at bruge de 20 pct. feminine sider, de er udstyret med.«
I det lys betragter Joan Ørting sit virke som en mission med et overordnet formål. Hun oplever, at hun efter et langt tilløb er havnet på den rette hylde. Med sine omfattende aktiviteter er hun med til at hjælpe mennesker på vej til et bedre liv i tættere harmoni med deres følelser.
»Rigtigt mange kvinder og mænd er i ubalance og har det dårligt, selv om vi lever i et overskuds- og overflodssamfund. De fleste kan hjælpes, men mange kan eller vil ikke. Et fællestræk for dem er, at de har svært ved at mærke sig selv,« forklarede hun over sin cafe latte på den københavnske café.
Ifølge Joan Ørting kommer en person, der ikke kan mærke sig selv, let ud på dybt vand, når det gælder om at forstå, kende og acceptere både sig selv og andre. Det giver frustrationer. Følelsesløshed. Nogle synker. Andre bliver aggressive.
»Min drøm er, at folk var tro mod sig selv. At de var bedre til at mærke og føle og ikke fastholdte sig selv og andre i undertrykkende mønstre og roller. Mange sluger dagligt store kameler for at tilpasse sig andres krav. Hvorfor skal de det?« var Joan Ørtings spørgsmål.
Handler det ikke også om sex, eller har jeg misforstået noget?
»Sex er ikke det primære. Problemet og løsningen ligger dybere. Sex er en adfærd, som vi kan have problemer med, fordi vi ikke kan eller tør trænge ned i vores bevidsthed og mærke os selv og lære vores lyst at kende. Den rejse er den mest spændende, som man kan komme på,« sagde Joan Ørting.
Egentlig er Joan Ørtings drøm et opgør med tusinder af års dansk kultur. Hun mener, at det er på tide at komme ud af den gamle idyllisering af hårde idealer.
»Herhjemme er vi bange for sårbarhed. Vi tør ikke se den i øjnene. Vi har tradition for at opdrage til hårdhed og udholdenhed, for så kan vi gå i årevis og tåle et dårligt forhold eller ligefrem et dårligt liv. Det er ikke rimeligt. Men vi har aldrig lært, hvordan man reparerer på sig selv og får det bedre,« forklarede hun.
Her kom samtalen igen til at handle om sex. For det hænger sammen, sagde Joan Ørting, mens hun kiggede mig dybt i øjnene. Folk i mental ubalance kan have det svært i i sexlivet.
»Er man dårlig til at mærke sig selv, lukker man øjnene, når man dyrker sex. Tænker på noget andet. Spiller en indre pornofilm. Bruger sex som flugt. Men sex skal dyrkes med åbne øjne. Med hjertet, ikke med hjernen. Sex skal leges,« sagde hun og tømte sin latte.
»Så bliver det smukt.«
Sådan sluttede interviewet. Forude venter Langeland.
Hvorfor ikke? Man lever jo kun én gang. Det må da være mere interessant at finde ud af, om der er et liv før døden end efter.
Var det ikke også det, Joan Ørting mente?
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Tag på opdagelse i Danmarks glemte kongeriger
Wozniacki skræmmer modstanderne
Afsides ø gemmer på ukendt Darwin-eksperiment