Skaterhjelmene skal igennem den samme test som almindelige cykelhjelme for at blive sikkerhedsgodkendt til det danske marked. Foto: Colourbox
Offentliggjort 11.06.08 kl. 11:03
En skaterhjelm blev bundskraber i forbrugerrådets test af cykelhjelme i bladet TÆNK. Men skaterhjelme er stadig et godt valg – især hvis alternativet er at køre uden hjelm overhovedet.
Forbrugerrådets blad TÆNK har testet en række cykelhjelme og en enkelt skaterhjelm. Skaterhjelmen er testens absolutte bundskraber. Den bliver især kritiseret for at være svær at justere, så den sidder rigtigt på hovedet.
Henrik Teglgaard Lund fra Forbrugerrådet advarer dog mod, at man vælger skaterhjelme fra af den grund:
”Vi har før testet andre skaterhjelme, der har klaret sig fint. Og vi mener ikke, at de er mere eller mindre sikre end de almindelige cykelhjelme,” siger han.
En skaterhjelm er formstøbt i nakken, mens den almindelig cykelhjelm kan justeres i stropperne, så den sidder helt til. Henrik Teglgaard Lund mener derfor, at hvis man gør sig umage med at finde en skatermodel, der sidder godt på hovedet, er man fint kørende.
Hos Dansk Cyklistforbund er man enig.
”Når jeg kigger rundt i gadebilledet ser jeg mange cyklister med almindelige cykelhjelme, som ikke er korrekt justeret. De sidder ofte alt for langt tilbage i nakken. Den fejl kan man faktisk ikke lave med skaterhjelmen, så her har den en fordel frem for den traditionelle hjelm,” siger Butikschef Allan Carstensen.
Han indrømmer, at skaterhjelmen har nogle ulemper, men det er primært i forhold til komforten:
”Den er tungere, og så er den også varmere at køre med om sommeren. Derfor anbefaler vi som regel en almindelig cykelhjelm. Men hvis folk foretrækker at køre med skaterhjelm, har vi ingen indvendinger”
Skaterhjelmene skal igennem den samme test som almindelige cykelhjelme for at blive sikkerhedsgodkendt til det danske marked. Og hvis valget står mellem at køre med skaterhjelm eller uden hjelm er der slet ingen tvivl hos hverken Forbrugerrådet eller Dansk Cyklistforbund:
”Bare op på hovedet med den!”, lyder det fra Henrik Teglgaard Lund fra Forbrugerrådet.
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Tag på opdagelse i Danmarks glemte kongeriger
Wozniacki skræmmer modstanderne
Afsides ø gemmer på ukendt Darwin-eksperiment