Et forskerhold fra Syddansk Universitet har netop afsluttet et opfølgende studie af de nu 13-14-årige sjællandske børn. Resultatet herfra ventes klar inden for et år, men alt tyder på, at udviklingen er fortsat ud af samme spor: Fedmeepedemien rammer stadig flere socialt dårligt stillede danske børn. Arkivfoto
Offentliggjort 13.05.09 kl. 14:09
Stadig flere europæiske børn er i fare for at dø før deres forældre af fedme og livsstilssygdomme. Herhjemme er truslen knap så stor, men rammer til gengæld mere og mere skævt.
Trods meldinger om en opbremsning i Vestens fedmeepedemi har overvægt, fedme og begyndende tegn på livsstilssygdomme aldrig været større blandt Europas alleryngste beboere.
Mange børn og unge er i så dårlig fysisk forfatning, at de styrer direkte mod livsstilssygdomme som diabetes og åreforkalkning mange år før den slags ellers normalt rammer.
Problemet er særligt stort i Storbritannien, hvor avisen Daily Mail fortæller, hvordan sofa- og junk food-livsstilen blandt de 10 millioner britiske børn under 18 år har gjort næsten hver fjerde overvægtig eller fed og bragt mange tusinder af dem i så dårlig helbredstilstand, at de reelt er i fare for ikke at overleve deres egne forældre.
200.000 af britiske børn har for høje kolesteroltal, 80.000 for højt blodtryk, og flere end 200.000 har forstadier til diabetes 2. Og især de yngste er hårdt ramt. F.eks. er 60.000 britiske børn med for højt blodtryk under 12 år. Det samme gælder 91.000 af de 200.000 børn og unge, som lider af "fedtlever" eller for højt blodsukker.
Det er skræmmende konklusioner, som den internationalt anerkendte læge og leder af International Association for the Study of Obesity, Tim Lobstein, når frem til i en ny analyse af 150 undersøgelser af overvægt, fedme og sundhed blandt Europas børn og unge.
"Storbritannien er i toppen af ligaen på det her felt, og problemet har aldrig været større. Vores børn er på vej til at æde sig selv ihjel," sagde Tim Lobstein ifølge Daily Mail forleden i Amsterdam.
Helt så slemt står det ifølge de forskere, som Morgenavisen Jyllands-Posten har talt med, ikke til herhjemme.
"Nye tal tyder på, at væksten i overvægt og fedme blandt danskerne som helhed er bremset lidt op. Det er dog langt fra det samme som, at fedmeepedemien er afblæst," siger seniorforsker og leder af forskningsprogrammet Børns Sundhed ved Institut for Folkesundhed, Pernille Due.
Hun peger samtidig på, at der "i katastrofal grad" mangler pålidelige landstal for overvægt, fedme og helbredstilstand blandt både yngre og ældre danskere.
På Syddansk Universitet er leder af Center for forskning børns sundhed (RICH), Karsten Froberg, der i mange år har forsket i danske børns vægt, motion og sundhed, dog ikke sikker på, at fedmeepedemien blandt danske børn har tabt pusten. Han anslår, at hvert 5. danske barn mellem 6 og 18 år nu er enten overvægtig eller fed.
"Men udviklingen er ikke længere jævnt socialt fordelt. I snart 10 år har vi set overvægten og fedmen stige og den fysiske form og sundhedstilstanden blandt børn og unge af forældre med korte uddannelser og lave indkomster bliver stadig dårligere," siger han.
Karsten Froberg og kolleger er ved at færdiggøre 3. del af en stor undersøgelse, hvor de måler og vejer 750 børn fra Ballerup/Taarnby på kryds og tværs. Børnene blev undersøgt første gang i 2004 og hver gang blevet testet for en række tegn på begyndende udvikling af hjerte-karsygdomme, diabetes og andre livsstilssygdomme.
"Udover, at vi i første undersøgelse tydeligt så den sociale skævhed i fedmeudviklingen slå igennem, så vi også, at den fjerdedel af børnene, som var i dårligst fysisk form havde 20 pct. højere risiko for at udvikle livstruende hjerte-karsygdomme og diabetes, end de 25 pct. af børnene med den bedste kondition," siger Karsten Froberg.
Forskerholdet fra Syddansk Universiteter har netop afsluttet en opfølgende studie af de nu 13-14-årige sjællandske børn. Resultatet herfra ventes klar inden for et år, men alt tyder på, at udviklingen er fortsat ud af samme spor: Fedmeepedemien rammer stadig flere socialt dårligt stillede danske børn. Børn, der i forvejen har ringere muligheder for at rette op på de dårlige vaner med sundere kost og mere motion.
"Selvfølgelig har forældrene også et ansvar, men de kan ikke løfte opgaven alene. Derfor må vi i højere grad sætte ind med mere fysisk aktivitet og motion i børneinstitiutioner, skoler og SFO'er. Al forskning viser, at en god motorisk udvikling er en rigtig god forsikring mod overvægt og fedme," mener Karsten Froberg.
Udover opfølgningen på Ballerup-Taarnby-undersøgelsen er forskerne fra Syddansk Universitet for tiden optaget af to projekter, som fokuserer på børns vægt, motion og motoriske udvikling. Det ene er et stort forskningsprojekt i Odense Kommune med 700 børn fra 43 børnehaver. Det andet et projekt, hvor de i 3-4 år følger 1300 svendborgensiske skolebørn, som har 5-6 ugentlige idrætstimer mod de normale 2 timer.
Annonce:
Annonce:
Annonce:






26-årig følte sig forfulgt af Se & Hør
Uvejr koster over 800 livet i Pakistan
50-årig sprinter ved EM
Jernalderfolk genbrugte stenalderøkser