Tip     Print     RSS    Del    

Julia Lahme, 32 år, gift med Johan, forfatter til ?Hvor lagde jeg babyen?. Blog: julialahme.dk, foredragsholder, cand. mag. i europæisk etnologi. Tidligere chefredaktør for Cosmopolitan.

Moderskab begynder med mod

Klumme af JULIA LAHME

Offentliggjort 28.04.09 kl. 08:26

Hvis du tænker: Modig, tapper og fanden-i-voldsk, så er næste synonym i rækken nok ikke et billede af en svedende, rystende mor på en cykelsti, vel?

Men det burde det faktisk være. Jeg har i dag for allerførste gang afleveret mit barn i vuggestuen på cykel. Efter at jeg har måttet overlade den supersmarte ladcykel med bænk og seler, så barnet kan sidde trygt og godt, til min mand, har mit eneste transportmiddel været bybus i kombination med klapvogn.

Vi fik alle storbyforældres ønskedrøm (næst efter kolonihavehuset), Nihola-ladcyklen, allerede en måned inden Elias blev født. Da havde jeg allerede taget 26 kg på og var så stor, så jeg ikke ville kunne mases ned i ladet foran cyklen. Jeg ville heller ikke have kunnet se styret for maven, så cyklen blev fra første færd overladt til min mand.

Så kom barnet, og da faderen efter tre uger mente, at nu skulle jeg lære at køre på cyklen, var jeg ved at slå os alle tre ihjel ved at komme til at køre igennem en hæk, som tilfældigvis dannede afskærmning for en skrænt, der helt tilfældigt førte ned i havnen. I havnen!

Siden har hverken 10 vilde heste, 12 kolikbabyer eller en mødregruppe kunnet tvinge mig op på den saddel. Men nu er det blevet forår, og jeg har for travlt til at bruge 70 minutter på hver aflevering i vuggestuen. Så tvunget af tid, presset af vovemod og tilskyndet af en fortrøstningsfuld cykelhandler har jeg nu fået monteret en stol bag på cyklen. I den kan Elias sidde og trone med sin grønne cykelhjelm med bamseprint på og lade sig transportere.

Og det gjorde han så i morges. Han sang oven i købet noget, der med lidt god vilje kunne tolkes som teletubbi-sangen hele vejen, og alt var fred og idyl. Jeg var naturligvis også kørt hjemmefra kl. 7.15 for at undgå myldretiden.

Det kræver i det hele taget mod at blive forældre. Og her taler jeg slet ikke om modet til at sige, at nu, nu har man fundet ham eller hende, man faktisk tør binde sig til resten af livet, eller om modet til at gennemføre en fødsel. Nej, her mener jeg den konstante følelse af mod, man er nødt til at finde, låne eller lade som om man har for at kunne gennemføre livet som forældre. Fra min stol ved siden af en 15-måneders dreng, som kan skyde med kartoffelmos, så man tror, han bliver håndboldspiller, er det mod, jeg skal tage mig sammen for at finde, den slags, der handler om at vente. At vente på at se, hvad der sker, og så være i højeste alarmberedskab til at gribe ind, sekundet inden han falder ned fra sofaen, når vindueskarmen eller æder en potentielt giftig plante.

Det er også modet til at give slip: modet til at lade ham være sammen med bedsteforældrene et døgn uden os. Modet til at tro på, at syv tænder er nok til at spise en agurk, og modet til at være helt og aldeles fortrøstningsfuld omkring, at han ikke klapper den lille pige på legepladsen en, når hun vil låne den orange plasticskovl (og pyha ... han gjorde det ikke).

Så er der de tungere ting, man er nødt til at mande sig op til: vaccinationerne, for eksempel. Og det, skulle jeg hilse at sige, er en af de ting, man bare skal lade være med at skrive i Googles søgefelt, for man vil SLET ikke vide noget om hverken dagene efter vaccinationerne eller om de diskussioner, der går på, hvad en vaccination kan medføre af hæslige ting. Det er jeg i hvert fald ikke modig nok til.

Så er der modet til at slæbe sin uvorne unge med til middag eller på café, hvis man simpelthen ikke kan lade være, eller modet til at se de andre forældre i vuggestuen i øjnene, dagen efter at Noahs mor har set én ryge bag en busk ved Netto. Den slags mod kan også være svær at grave op.

Men allersværest at holde fast i er modet til at være sig selv. Til at trodse alle andres (herunder også alle dem, der har et genfællesskab med barnet) forventninger om, hvordan man skal være som forældre, hvordan man skal skabe et hjem, eller hvordan man skal opdrage sit barn. Når man bliver forældre, har man nemlig et fællesskab med størstedelen af den voksne befolkning, og det er, som om den klub, man bliver medlem af, ingen tavshedsregler har, og at alle har ret til at have en mening.

Jeg kender en kvinde, som netop er kommet tilbage til sit job fra barsel. Barslen var 4,5 måned. Det kræver mod. Hvis vi giver os selv lov til at sætte hylderne i forældreskabet op efter, hvad vi selv mener, der skal fyldes i det, må vi være klar til at diskutere præmissen. Det er de fleste heldigvis også. Men ja, de er modige. Og så er jeg slet ikke nået til det, der kræver allermest mod, når man bliver forældre: at lade hjertet og følelserne udvide sig hver dag; at turde blive sårbar, at turde flytte fokus fra sig selv og at indrømme, at der er vigtigere ting i livet, end hvad alle andre mener. Og at nyde det.

Så er der modet til at slæbe sin uvorne unge med til middag eller på café, hvis man simpelthen ikke kan lade være, eller modet til at se de andre forældre i vuggestuen i øjnene, dagen efter at Noahs mor har set én ryge bag en busk ved Netto.”