Dorthe Klyvø forhandler tøj til kraftige børn, efter at hun selv har erfaret, hvor svært det er. Foto: Ole Lind
For børn anvender man en aldersrelateret kurve for såkaldt BMI – Body Mass Index – som er barnets vægt målt i kg divideret med barnets højde gange barnets højde (målt i meter).
BMI hos børn varierer meget med alderen, og derfor er det ikke muligt at anvende fas<DB>te grænser for overvægt og fedme. Det har bl.a. vist sig, at det er gavnligt for børn at være buttede i de første leveår, fordi de opbygger energireserver til at vokse og til at modstå infektioner.
Selv om et højt BMI normalt skyldes for meget fedt på kroppen, kan det også skyldes mange muskler.
På dette site kan man udregne ens barns BMI og dermed få en rettesnor for, hvor barnet lægger vægtmæssigt.
En anden beregningsmetode lyder, at børn under 18 år regnes for at være overvægtige, hvis de vejer mere end deres højde i cm minus 100 = kg - 5 kg. Et regneeksempel: 143 cm - 100 = 43 kg - 5 kg = 38 kg. Drenge må gerne veje lidt mere end piger.
Offentliggjort 07.05.08 kl. 03:00
Buttede og overvægtige børn vil gerne gå i smart tøj ligesom deres kammerater.
Men det er ofte en umulighed. Det måtte Dorthe Klyvø fra Beder selv sande, da hendes to drenge pga. taljemålet i en periode havde store problemer med at finde tøj, som de kunne være i. Samme oplevelse havde mange andre familier, erfarede hun.Bukserne fra tøjbutikkerne kunne ikke knappes om børnenes maver – medmindre de fik bukser, der var tiltænkt langt ældre børn. Og så blev buksebenene jo for lange. Frustrationerne over det manglende tøjudbud til tykke og buttede børn førte til, at Dorte Klyvø netop har åbnet Danmarks første internetbutik, Plus-Kids, der udelukkende forhandler smart tøj til overvægtige børn.
Motivationen hentede hun også fra sine egne barndomsoplevelser fra dengang, hun som 10 til 14-årig var buttet. »Hvorfor skal de buttede og overvægtige børn straffes dobbelt ved at være tvunget til at gå i ufikst, omsyet voksentøj eller bukser, hvor lommerne sidder nede på lårene, fordi der er 20 centimeter opslag. Jeg synes, at tøjbranchen svigter de overvægtige børn,« siger Dorthe Klyvø. For med overvægten følger ofte kampen mod lavt selvværd og kammeraternes mobning. Og hvis de overvægtige børn tilmed skiller sig ud fra kammeraterne ved at gå i ufikst og løsthængende tøj, ja, så bliver mobningen næppe mindre, lyder hendes argumenter. »Der bliver flere og flere overvægtige børn, og vi ser dem i gadebilledet med bukser, der slasker i benene, store T-shirts og sweatshirts i farver og modeller, der i mange tilfælde er designet til voksne kroppe. Det er sjældent tøj, der passer til barnets alder og ligner det, de andre børn går med.«
Samfundets blinde øje
Dorthe Klyvø undrer sig over, at tøjbranchen har så lidt lyst til at markedsføre stort tøj til det stigende antal overvægtige børn. For branchen har ellers meget fokus på børnetøj i disse år – der dukker flere og flere dyre designermærker op til børn, og normalvægtige børn aldrig har haft flere valgmuligheder, hvad angår tøjmærker end i dag. »Men de overvægtige børn skal tilsyneladende bare være glade, hvis de kan finde noget som passer,« siger Dorte Klyvø, som er tekstforfatter og bl.a. har en erhvervssproglig kommunikationsuddannelse. Hos Plus-Kids.dk er tøjet designet til børn i str. XL – der er jeans, shorts og nederdele med ekstra livvidde og toppe, sweatshirts og skjorter i plusstørrelser.
Tøjet hentes hjem fra det danske firma Need med mærkerne X-Girlz og X-Boyz, samt det tyske firma Lemmi Fashion, der leverer bukser med tre forskellige livvidder. Og Dorte Klyvø peger på, at mange overvægtige børn og deres familier har det svært med butikkernes prøverum, for de har aldrig oplevet andet end nederlag i et prøverum. Derfor satsede hun på netbutikken, som har den fordel, at børnene og deres forældre kan studere og bestille tøjet hjemmefra ved hjælp af udførlige måleskemaer, som gør det nemt at finde frem til den rette størrelse. »Som samfund er der en tendens til, at vi vender det blinde øje til. Kan de tykke børn ikke bare tabe sig, tænker vi, og skyder i bedste fald skylden på ansvarsløse forældre og et stillesiddende liv foran fjernsyn og computere. De voldsomme og forfærdelige konsekvenser for børnene har vi svært ved at se i øjnene,« siger hun. Læs mere på www.plus-kids.dk.
Annonce:
Annonce:
Annonce:






18-årig stukket i ryggen med kniv
Løkken: Badebyen vil være voksen
Premier League-stjerner i ordkrig