Offentliggjort 23.11.07 kl. 07:28
Smertestillende medicin til børn er blevet en dagligvare på lige fod med køkkenruller og mælk. Siden medicinen blev sat til salg på hylderne i supermarkeder, kiosker og på tankstationer i 2001, er forbruget steget med 33 procent.
Det skriver 24timer på baggrund af nye tal fra Danmarks Apotekerforening. Samtidig er antallet af børn mellem 0 og 11 år, der bliver indlagt med en forgiftning af paracetamol eller acetylsalicylsyre, som er de virksomme stoffer i smertestillende medicin, steget til mere end det dobbelte.
»Det er absolut bekymrende, at stigningen i antallet af børn, der får forgiftninger, er så stor. Af tallene fremgår det ikke, om børnene selv har taget medicinen, eller om forældrene har overdoseret, men der er stærkt brug for, at alle forældre ved, hvordan man doserer, og hvilke bivirkninger der kan være,« siger Henrik Schrøder, overlæge på børneafdelingen på Skejby Sygehus, til 24timer.
Derfor mener han, at det er en stor fejl, at forbrugerne kan købe smertestillende medicin i dagligvarebutikker, hvor man ikke kan få en lige så god rådgivning som på apoteker.
»Her er tale om meget farlig medicin, hvis man får den i for store mængder. Og der skal faktisk ikke ret meget til. Hvis et barn på 20 kilo drikker fire store mundfulde af den smertestillende medicin, som er sødet, og mange børn synes smager godt, så bliver barnet forgiftet og kan få varige leverskader,« siger han til 24timer.
Og medicinforbruget vil vokse endnu mere i fremtiden, mener lektor i samfundsfarmaci Claus Møldrup på Københavns Universitet. Han har forsket i vores forhold til medicin.
»Før i tiden købte man kun smertestillende medicin, når der var et behov. I dag, hvor medicinen er blevet så let tilgængelig, køber mange forældre det som et beredskab. Det er godt at have i skabet, hvis nu en bliver syg,« siger Claus Møldrup, der har et bud på, hvorfor vi giver vores børn mere medicin.
»Smertestillende medicin er blevet vores alle sammens lille hjælper. Vi har travlt og skal nå på arbejde, og vi afleverer børnene, selv om de er sløje. Med lidt Panodil får de det hurtigt bedre og kan klare en dag i børnehaven, selv om de er syge,« siger han til 24timer.
Overlæge Arne Høst fra børneafdelingen på Odense Universitetshospital er enig.
»Vi accepterer ikke, at vores børn udsættes for smerte. Hvis de har det mindste ubehag, giver vi dem smertestillende medicin. Det er i orden, så længe forældre ved, hvor meget de må give, og søger læge, hvis børnene er syge i længere tid.«
Forbruget af smertestillende medicin til voksne er steget tilsvarende i samme periode. Og når voksne tager mere medicin, smitter det af på det forbrug, børn får, når de bliver voksne.
»Børn og unge er et spejl af de voksne. Den omgang, vi har med medicin som voksne, smitter af på deres opfattelse af risici eller mangel på samme. Vores mere lemfældige brug af medicin gør, at børn bliver mere risikovillige over for medicin,« siger lektor Claus Møldrup.
Kilde: 24timer
Annonce:
Annonce:
Annonce:






18-årig stukket i ryggen med kniv
Satellit har afsløret nordkoreansk reaktor
Løkken: Badebyen vil være voksen
Premier League-stjerner i ordkrig