Tip     Print     RSS    Del    

Julia Lahme er 33 år, gift med Johan og mor til Elias og Sofus. Forfatter, foredragsholder og selvstændig. Foto: Torben Stroyer

Klumme: Julen slår krisen

Af JULIA LAHME

Offentliggjort 05.12.11 kl. 08:27

Forleden dag blev jeg bedt om at krydse fingre for en kær venindes mand.

På hans arbejdsplads ruskede trusler (eller løfter) om (flere) fyringer nemlig op i frokostkøen, og som min veninde fortalte, ville mandens fyring betyde, at de skulle flytte og faktisk gentænke hele deres børnefamilieliv. Jeg krydsede fingre.

Det føles faktisk, som om hver gang jeg tænder fjernsynet, hver gang jeg åbner avisen, er der nye beretninger om den allestedsnærværende krise. Den krise, som allerede er rullet ind over os og har kostet bankkrak, arbejdspladser, uro og søvnløse nætter. Ude i Europa ser det langt værre ud, end det gør her: Grækerne vil åbenbart meget gerne undgå nogensinde at betale skat, den spanske ungdom vil virkelig bare gerne have den mindste smule udsigt til et job, og italienerne er holdt op med at forvente, at de nogensinde kan flytte hjemme fra. Mænd og kvinder langt op i trediverne bor stadig hjemme hos Mama, og udsigterne er nådesløse.

Herhjemme ryster vi i bukserne over udsigten til endnu en tabt generation, og vi sparer op som aldrig før. Fattigdomsangsten er over Danmark, og ordet krise er efterhånden ved at blive slidt tyndt. Når en kendt SF-politiker argumenterer, så blodet springer ud over den endnu mere kendte idrætsmand-nu-politiker-med-kedelig-tendens-til-at-træde-i-spinaten, for, at man er fattig i Danmark, når man har 5.000 kroner tilbage efter de faste udgifter, smøgerne, hundemaden og sønnens fodboldtræning er betalt, er man ikke længere i tvivl om, at det måske alligevel går ganske godt i Danmark.

Men krisen er tilsyneladende kommet for at blive - og hver eneste gang nogen udtaler de seks små bogstaver i den rigtige rækkefølge, ryster børserne over hele verden, så der bliver endnu mere grund til at tro på, at krisen aldrig nogensinde slipper sit tag i os.

Og alligevel er der lyspunkter. Julen er nemlig på vej. For én ting er krise, noget helt andet er tradition, og det må selv den fordømte krise vige for! For vi danskere har brug for tændte lys, Folk og Røvere i Kardemomme By og nisselandskaber. Vi har brug for gaver, mad og sprut, og alt det har vi faktisk tænkt os at holde godt og grundigt fast i. Så fast holder vi, at tal fra Dansk Erhverv viser, at vi på ingen måde har tænkt os at sænke juleskibet, tværtimod. Ifølge Dansk Erhvervs prognose for årets julehandel runder vi nemlig 8,3 milliarder (milliarder!) kr. igen i år - vi kommer til at købe lige så mange gaver og spise os til lige så mange fedtpukler som sidste år; måske er vi oven i købet villige til at ofre noget af den imponerende opsparing, vi har gang i?

Kald det overlevelse, optimisme eller ukuelighed - julen er der (fandme) ingen, der rører. Vi holder fast i den og juler igennem med vold og magt. Jeg er vild med det, for hvis der er noget, vi trænger til, er det lyspunkter, løfter om, at denne vinter slutter, at verden også er, som vi husker den, og ikke kun fyldt med usikkerhed.

Og så har vi brug for noget af det, julen er bedst til at lære os: Gavmildhed, glæden ved at give og glæden ved at vise andre, at vi faktisk holder af dem. Så velkommen tilbage, kære jul, og læg mærke til, hvordan vi faktisk har kæmpet for dig. Mere krise er der så heller ikke, og måske er der endda grund til optimisme.

Og min venindes mand? Han blev ikke fyret, så i dét hjem bliver det også jul i år. Heldigvis.