Tip     Print     RSS    Del    

Klumme: Slaraffenland

Julia Lahme, 32 år, gift med Johan, mor til Elias, cand. mag i etnologi, brand manager for forlaget Rosinante og Co, forfatter til ?Hvor lagde jeg babyen? og ?Sig farvel?. Julia Lahme blogger også på jp.dk under overskriften Indefra. Foto: Torben Stroyer

Relaterede artikler

KLUMME: Tak for nu - og for ørenlyd

Klumme: Hvor perfekt har man lov til at være?

Klumme: Kvindernes år

Se alle >>

Af JULIA LAHME

Offentliggjort 06.04.10 kl. 09:22

Hvis du som jeg er 1970'er-barn, kan du helt sikkert huske Anders And-bladenes konkurrencer om at tømme hele legetøjsbutikker.

Man skulle bare gætte på et eller andet nemt, så kunne man vinde retten til at tømme en hel BR-butik, rulle sig i legetøj og nå børneparadis. Jeg var en tvivler. Jeg havde nemlig aldrig nogensinde hørt om nogen, som dette var sket for!

På den anden side havde jeg selv en oplevelse, som ingen i skolen troede på, og den oplevelse har simpelthen været med mig hele påsken: For påskeharen, julemanden, lottogevinsten og den perfekte hårdag bor samme sted, tror jeg. Der, hvor myterne vokser ud af barndommens forestillinger om, at alt er muligt, der, hvor solen altid skinner, og hvor appelsinen altid falder ned i lige præcis din turban. Der, hvor der er floder af chokolade og grønt vingummegræs og der, hvor sengetid er til forhandling.

Det er det land, som drømmene er gjort af, og det sted, vi voksne ønsker os findes, når vi efter endnu en alt for stresset dag med dårligt hår, stressede møder og udsigt til det samme i morgen falder om i sofaen og begynder at drømme os væk til thailandske strande, evig fred og foredragelighed og en svigerfamilie, der er til at holde ud.

Det er det land, hvor den gode ferie varer evigt, og hvor alt er godt. Og det land, var jeg faktisk på kort visit i, da jeg var barn. Det ligger lige omkring Bodensee i Tyskland, og jeg synes bare, at du skulle sadle familiebilen og se at komme af sted. Da jeg var barn, besøgte vi nemlig den tyske gren af familien helt nede i det sydligste Sydtyskland omkring påske. Så vidt jeg husker, kørte vi den vej i adskillige påskeferier i den østeuropæiske græsgrønne familiebil fra før sikkerhedsselen tilsyneladende blev opfundet.

Dernede i drømmelandet Tyskland skete der et mirakel i mit barneliv. Her mødte jeg nemlig chokolade for første gang. Og ikke i enkelte, små, afmålte og fornuftige portioner, nej jeg mødte min livslange ven, chokolade, i bjerge, floder og så voldsomme mængder, som man slet ikke kan forestille sig. Og jeg kan stadig huske det. Jeg kan huske det hele. Jeg kan huske, hvordan smagen væltede frem på tungen, og hvordan jeg gemte små stykker chokolade over hele huset i ren og skær frygt for, at denne vidunderlige overflod ville stoppe.

Og overflod var der i dén grad tale om. I den del af verden fejres påsken nemlig ikke blot med et enkelt lille æg, nej, her taler vi landskaber (!) af chokolade. Hele fade og tallerkner bygget op af chokolade og fest og vingummi og marcipan og masser af glitrende papir og smukke, fine sliksager, som står der og lyser og kalder på barnehænder. Jeg åd mig en pukkel til.

Jeg var to år, og jeg kan huske, hvordan denne store nye verden åbnede sig for mig. Jeg åd og åd og blev syg af det til sidst, men hold nu op for en fest. Børn har krav på den slags oplevelser, den slags oplevelser af, at der er rigeligt og nok af alting, at eventyr og de vildeste forestillinger en skønne dag bliver til virkelighed. Jeg tror faktisk også, at voksne har brug for det. Brug for at vide, at der kommer gode ting til os, at smørstegte duer kommer flyvende ind i munden på os, og at Slaraffenland ligger lige over Øresundsbroen og så lige ud et par timer, til du møder en lakridspalme, hvor du så drejer af til højre.

Hvor svært kan det være? Og hvorfor er det lige præcis, at vi er så gode til at væve os ind i martyriernes talrige undskyldninger for, hvorfor dette og hint aldrig ville kunne lade sig gøre, og hvorfor jeg, du, vi skal trække os gabende, gispende og hivende efter vejret gennem en hverdag, vi end ikke kan holde ud, bare fordi vi er voksne?

Drømmene ligger lige derude, og det er ok at tro på, at vi kan nå dem, tænker jeg. Men det, der er vigtigt, tror jeg, er, at vi faktisk har en oplevelse af, at drømme kan gå i opfyldelse. At vi kan have en god hårdag, og at vi - eller blot nogle andre - kan vinde i Lotto. Forudsat, at vi spiller naturligvis. Men i denne påske, og i dette forår, hvor Verdens længste Vinter endelig-endelig har givet slip, må der da være grobund for at tro på, at verden er fyldt med chokolade og solskin.

Jeg tror faktisk også, voksne har brug for det. Brug for at vide, at der kommer gode ting til os, at smørstegte duer kommer flyvende ind i munden på os.”