Tip     Print     RSS    Del    

Julia Lahme er 33 år, gift med Johan og mor til Elias og Sofus. Forfatter, foredragsholder og selvstændig. Foto: Torben Stroyer

Klumme: Fire forældretyper

Julia Lahme

Offentliggjort 03.11.09 kl. 07:27

Jeg hader at blive kategoriseret. Jeg afskyr, når nogen kigger på mig og mit liv og fortæller mig, at jeg er forbrugergruppe K eller type Orange.

Jeg synes naturligvis. at jeg er helt særlig, og skal behandles sådan. I hvert fald vil jeg simpelthen ikke tvinges ned i en kasse af smarte reklamefolk. At jeg så helt sikkert bor i en kasse og er ligesom 175.000 andre danskere uden at vide det, er en anden sag. Men det skal naturligvis ikke afholde mig fra selv at kaste med sten mod glashuset. Og du må gerne blive sur. For ja, i virkeligheden er du helt speciel. Men sagen er, at jeg har opdaget noget. Og jeg synes, at det er vigtigt. Eller i hvert fald sjovt nok til at dele:

Nøjagtigt, som der findes fire verdenshjørner og fire elementer, findes der fire forældretyper. De fire typer er grundlæggende ret forskellige, og de forskelle bliver særligt tydelige i forældrenes møder med vuggestuer og børnehaver. Og med andre forældre. Du ved, at du har mødt en anden forældretype, når du taler med dem om, at økologiske bleer ikke suger, men at Libero f.eks. er meget bedre, og de bliver helt stramme i ansigtet. Så har du nemlig tydeligvis lige erklæret krig mod Økotypen. Økotypen er nemlig den slags forældre, som har helt styr på, hvilken mælk der er sundest, hvilke sko der er lavet uden brug af kemisk garvet læder og med snørebånd vævet af hamp.

Det er den slags forældre, der hellere vil stege hessian-tapetet end en skive dansk bacon. Det er også dem, der aldrig nogensinde kunne finde på at gemme sig på badeværelset og spise en Snickers, så de ikke behøvede at dele med ungerne. Det er den slags forældre som ved, hvad sukker gør ved børn, og som hurtigt kan fortælle dig det, hvis du kommer til at give en juicebrik for meget. Den slags forældre er fantastiske. De får helt sikkert sunde børn, som kommer til at gøre oprør ved at rulle sig i Bacardi Breezers og junk-food, når de skal på charter uden voksenopsyn for første gang.

Type to er en ganske anden slags: Det er Kronprinsesse-typen. De anføres af mødrene, og fædrene er en slags nødvendigt onde i jagten på Det Perfekte Liv. Fædrene er nemlig i virkeligheden mest bare røv-irriterende. For det første fordi de vil knalde minimum hver anden lørdag og for det andet, fordi de ikke kan finde ud af at klæde børnene pænt på i det Bon Point tøj til 750 kr for en skjorte, som moderen netop har investeret i. Mødrene mente i virkeligheden, at de burde have været gift med kronprins Frederik. Hemmeligt har de øvet sig i at bruge diadem, og de HADER Mary. Med mindre hun er deres veninde. Hvilket er næsten lige så godt som at blive gift med Snart-Kong Frederik. Derfor ventede hun også med at blive gift, til Mary endegyldigt havde hapset den ellers plukkemodne Frederik.

Kronprinsesserne afskyr type tre som er De Professionelle Forældre. De Professionelle Forældre er pædagoger, lærere, sundhedsplejersker, psykologer - altså forældre med uvurderlig indsigt i børns psyke og natur. De er møj-irriterende. Især fordi de tit har ret. Det er dem, der står nede i vuggestuen og tigger om at blive medlem af forældrebestyrelsen, så de kan banke ledelsen på plads i spørgsmål om pftalatfrit legetøj, gumme-underlag under gyngerne og hensigtsmæssige sovetider. Det er dem, der altid har børn i praktisk tøj, aldrig glemmer madpakken og altid-altid-altid har overskud til lige at bage en syv-otte-hundrede grovboller til bedsteforældredagen. Dem, der også ved, hvornår deres barns yndlingspædagog har fødselsdag og husker at gøre dig opmærksom på, at de huskede det. Deres barn bliver for resten aldrig hentet sidst.

Så kommer vi til glashuset. Den fjerde forældretype. Det er det glashus, som jeg selv bor i. Det hus, hvor døre og ruder tit rasler. De Desperate Forældre. Jeg er typen, der tror, at enhver knop er skoldkopper, og at en rød numse betyder, at jeg er ved at miste forældremyndigheden. Jeg er hende, der hver anden gang, det er madpakkedag, glemmer pakken, og hende, der engang havde ambitioner om at barnet skulle have en bestemt tøjstil, men nu kun husker at vaske tøj nok til, at det lige kan gå. Jeg er den forældre, der bliver nødt til at lade mig briefe af de andre forældre, så jeg forstår, at der er personalemangel i institutionen. Jeg er desperat. Og har brug for hjælp. Til gengæld tør jeg spørge de fleste. Bare ikke Kronprinsessen.