Tip     Print     RSS    Del    

Julia Lahme, 32 år, gift med Johan, mor til Elias, cand. mag i etnologi, brand manager for forlaget Rosinante og Co, forfatter til ?Hvor lagde jeg babyen? og blogger på julialahme.dk

Balancegang

Julia Lahme puls@jp.dk

Offentliggjort 15.09.09 kl. 07:55

Første arbejdsdag. Første dag i et nyt liv, hvor jeg skal til at lære tusind nye ting.

Første dag i et nyt liv, hvor jeg igen skal til at møde på faste tider, spise frokost sammen med kollager og (med mindre jeg dummer mig meget) kan se frem til firmafester, snak i kaffekøkkenet og udveksling af erfaringer.

En stor del af voksenlivet er at arbejde. Om man arbejder hjemme, alene, med andre eller i ganske dejligt almindelige otte til fire jobs, så drejer voksenlivet sig om arbejde. Finanskrisen har sat hundreder, tusinder af voksne mennesker uden for den del af voksenlivet, og det er faktisk ikke særligt sjovt, skulle jeg hilse at sige. Det er noget med, at man, selv når man går og sukker efter mere tid med børnene, mere tid i haven og bedre ro til at kysse sin ægtefælle godnat, ikke ønsker sig den totale frihed. Folk, der vinder den store lottogevinst, holder sig jo heller ikke på afstand af arbejdsmarkedet, vel? De fleste af os ønsker det tilhørsforhold - en adgang til en del af fællesskabet.

Men tilbage til min første arbejdsdag. For det er lige om lidt. Jeg sidder og skriver denne klumme en tidlig morgen, inden jeg skal møde alle mine nye kollegaer. Det minder mig om at være den nye pige i klassen – hende der bliver placeret midt i klasselokalet, hvor hun i sit ansigts rødmen nærmest selv kan kaste lys over hele rummet. Alle kigger. Nogle fniser. De fleste prøver at se venlige ud, men der sidder hun og skinner, som en nylakeret bil og er noget så eftertrykligt den nye, skinnende pige i klassen. Sådan en bliver jeg lige om lidt. Fordi jeg skal begynde mit nye arbejdsliv et ordentligt sted, hvor man går op i at lære hinanden at kende, og i at det daglige arbejde ikke skal være som en tur i slatminerne, men noget man rent faktisk kan glæde sig til. Jeg skal mødes med alle de andre til morgenmad. Det glæder jeg mig til i en underlig blanding af frygt og tillid.

For det nye liv kommer ikke bare til at påvirke mig, men også min familie. Når forældrene kommer trætte hjem er det afgørende, hvornår de kommer hjem, og hvordan de kommer hjem. Jeg husker de dage, hvor jeg kom hjem til mand og barn, træt, udkørt, to timer senere end jeg havde lovet, og kun med energi nok til lige at skyde en times såkaldt kvalitetstid ind mellem aftensmaden og sengen. Sådan et arbejdsliv går jeg ikke ind til. Jeg har nemlig ikke oversolgt mig selv. Jeg har ikke påstået, at jeg kan arbejde fjorten timer i døgnet, og jeg har heller ikke lovet, at det bliver min mand, der tager alle barnets sygedage. Jeg har været realistisk og voksen. Jeg har forklaret, hvordan vores liv ser ud, at jeg ville elske at arbejde der, hvor jeg skal, og at jeg har en mand og et barn, som jeg elsker og hvis liv jeg gerne vil tage del i. Det er det mest voksne, som jeg nogensinde har gjort: At indrømme at jeg ikke kun er en arbejdshest, at jeg ikke kun vil skyde den af på arbejde, at jeg også har drømme og interesser uden for mit arbejde (hvor begrænsede de end måtte være).

Jeg har faktisk erkendt at jeg er del af en børnefamilie, at jeg ikke har lyst til at arbejde på en måde, hvor jeg aldrig ser min familie, men at jeg ønsker mig et givende og godt arbejdsliv.

Ja, jeg vil gerne have lov til både at blæse og have mel i munden. Jeg er blevet til en af de krævende typer, der ved, hvad hun vil. Dem, som jeg i mine lederstillinger faktisk (helt ærligt) blev rimeligt irriteret på. Men det mest overraskende ved alt dette er, at det viser sig, at det rent faktisk kan lade sig gøre for mig, at sige højt, hvad jeg ønsker mig, og så finde en løsning på det. Ovenikøbet en som min kommende chef synes om. En, der prioriterer arbejde og familie. Løsningen hedder deltid. Jeg er selv stadig i chok. Tænk, at jeg blev sådan en! Og om fem minutter skal jeg til morgenmad med alle de nye kollegaer, som vist ikke engang vender øjne af deltids-damen. Den store erkendelse i mit liv efter finanskrisen og som del af en familie, der ikke bare skal fungere, men også helst have det sjovt sammen, er, at tid spiller en rolle. For mig. Det er ikke lige meget, hvornår jeg kommer hjem. Men det er heller ikke lige meget, hvad jeg bruger mit arbejdsliv på, og kunsten er at gå på den udspændte line mellem familie og arbejde uden at dratte ned. Jeg håber, at jeg finder balancen.