Tip     Print     RSS    Del    

Julia Lahme, 32 år, gift med Johan, forfatter til 'Hvor lagde jeg babyen'. Blog: julialahme.dk, foredragsholder, cand. mag. i europæisk etnologi. Tidligere chefredaktør for Cosmopolitan. Foto: Torben Stroyer

Klumme: Makrel i tomat

Julia Lahme

Offentliggjort 18.08.09 kl. 08:31

I min bog og på min blog beskæftiger jeg mig tit og ofte med de idealer, der åbenbart er opstillet for os, som stædigt holder fast i, at det kan lade sig gøre både at have børn, arbejde, rent tøj på og ikke alt for uvasket hår.

Til den efterhånden meget lange liste af ting, jeg kan være dum nok til at stresse over, hører nu også kogebøger. En lækker kogebog er nemlig altid et kig ind i en verden, der aldrig kan blive min: side op og side ned med ord, der får mundvandet til at løbe på mig, med smukke billeder, der inspirerer mig til den form for vanvid, der gør, at jeg faktisk tror på, at jeg sagtens kan finde ud af at lave pasta selv, eller at det er en rigtig god ide for mig, der heller ikke kan lave sovs, at koge en 10 liters fond og putte den i fryseren, til jeg lige får brug for en lille smule.

Vanvid, det er, hvad det er. Bagerst i en af mine yndlingskogebøger er der en god håndfuld sider med gode tips til, hvordan jeg da lige hurtigt kan piske en tre retters menu sammen til tyve mennesker. TYVE. Der var engang, hvor jeg, når jeg så sådan et tip, ville have tænkt ”nårh ja, tyve mennesker - det ordner jeg da lige”, nu forstener jeg ligesom bare og tænker ”det kommer aldrig til at ske”, for jeg er lige der, hvor jeg kan synes, at det er svært at nå at lave frikadeller nok til fem, og da slet ikke tør tænke i en tre retters menu, der begynder med, at jeg skal købe ingredienser, jeg ikke ved, hvordan ser ud, og som slutter med, at jeg skal vaske op i en uge.

Maden er blevet vigtigere end nogensinde før herhjemme på fjerde sal. Lige fra den dag, hvor Elias skulle begynde at smage på mos, er det at spise sammen blevet noget, vi prøver at øve os i. Der har været lange perioder, hvor det var så stressende at spise sammen, at min mave gik i krampe, og jeg slet ikke kunne spise noget, for hvis ikke maden var skåret på den rigtige måde, serveret ved den rigtige temperatur og ledsaget af lige præcis den rigtige tallerken, gik knægten i skrigekramper og ville ikke indtage noget. Nu er vi efterhånden ved at være der, hvor det er hyggeligt at spise sammen med ham. Altså, det foregår naturligvis ikke uden mad-kasteri eller uden lejlighedsvis spisevægring, men det begynder at ligne noget. Men der stopper udfordringerne ikke. For det er stadig sådan, at jeg ikke kan gennemskue, hvordan et almindeligt familieliv i virkeligheden hænger sammen: Der er simpelt hen ikke tid nok. Hvis Johan eller jeg har hentet Elias og er hjemme med ham klokken halv fem, og den anden har købt ind og lavet mad inden, så spiller det hele. Men hvis/når en af os selv skal ordne det hele, ender aftensmaden som regel med at være et stykke rugbrød. Tænk, at den lille bitte hverdagsting som at lave god og nogenlunde sund mad til hinanden kan blive noget, som man nærmest ikke kan nå?

For at stå i køkkenet med en lille fyr, der krammer mit knæ, mens jeg prøver at følge Jamie Olivers udmærkede råd, er jo utopi. Og jeg ved godt, at jeg bare kan fylde fryseren, lave mad i forvejen etc. etc., men der kommer kogebøgerne jo ind i billedet. De lokker og frister. De kalder og viser mig billeder af veldækkede borde med glade mennesker, der alle sammen synes, at den perfekte værtinde har lavet den skønneste mad, og på hver side står der, at jeg bare skal huske at sørge for, at alle ingredienserne er udvalgt kærligt og er af den økologiske slags, så går det nok. Dagen efter med et billede for mit indre øje af en side fra kogebogen står jeg igen i Netto. Der er rodet. Jeg kan ikke finde noget, og jeg aner virkeligt ikke, om den ko, der har produceret det, jeg står med i kurven, hed nummer 82615 eller Emma. Og det er mandag, og klokken er fem, og jeg er så træt, og jeg ved, at Elias er lige på randen af sultedøden, og der står dåse-makrellen ...

Min pointe med dette er, at for mig, i dette børnefamilieliv, hvor uret og tiden er en pisk og ikke noget, som jeg kan forholde mig den mindste smule afslappet til, er det mere end almindeligt svært at gøre alt det, som jeg gerne vil, godt nok. Jeg er sikker på, at jeg omkring min 60 års fødselsdag igen får masser af energi til at invitere masser af mennesker på hjemmelavet mad, men indtil da er der masser af ting, der må vige for det, som jeg allerhelst vil: lige at have en halv time mere med mit barn til at læse bøger, lege hoppelege eller fodre ænder. De får resterne af brødet fra økobageren.

Det er mandag, og klokken er fem, og jeg er så træt, og jeg ved, at Elias er lige på randen af sultedøden, og der står dåsemakrellen.