Tip     Print     RSS    Del    

Julia Lahme, 32 år, gift med Johan, forfatter til 'Hvor lagde jeg babyen'. Blog: julialahme.dk, foredragsholder, cand. mag. i europæisk etnologi. Tidligere chefredaktør for Cosmopolitan. Foto: Torben Stroyer

Klumme: Rugbrød eller grovbrød? - Idiot!

Af JULIA LAHME

Offentliggjort 30.06.09 kl. 10:45

Denne klumme bliver ikke hyggelig. Den slutter nok heller ikke lige så venligt som de andre. Så hvis du lider af PMS, har sovet meget lidt eller meget dårligt i nat, eller du i forvejen er lidt trist, så lad være med at læse videre.

Jeg ville ikke gøre det. For jeg har nemlig overværet et skænderi. Eller flere faktisk. Men det er de samme to, der skændes. Evig og altid. Ikke på sådan en måde, hvor man fatter, hvad de skændes om, mere på den der måde, hvor det bare er totalt åbenlyst og tydeligt, at de skændes for at skændes. Ikke for at lære noget, komme frem til en anden situation eller for at få luft. De skændes for at vinde. Over hinanden altså.

Problemet er, at de er gift. Og forældre til to skønne drenge. Jeg har hørt den med, at det er vigtigt, at forældre diskuterer foran børnene, så børnene kan lære, at man kan være uenige og alligevel elske hinanden. Men det her er ikke det samme; den situation, jeg taler om, er ikke en diskussion, snarere en åben krig, hvor er der for det meste er våbenhvile, indtil ufreden bryder ud. I lys lue. Foran børnene.

Jeg var på besøg forleden. Det startede rigtig hyggeligt - jeg havde slæbt mad med, dikket babyen, krammet med den store, og Elias legede på køkkengulvet og var glad og rolig. Pludselig skiftede stemningen; det var, som når man står på stranden om sommeren og har det varmt og dejligt, og vinden pludseligt vender, og det føles, som om man står i vådt badetøj i en efterårsstorm på en parkeringsplads. Sådan var det. Vinden vendte, og der blussede et eller andet op, jeg slet ikke forstod. Noget med, at den ene havde misforstået, om den anden sagde ”rugbrød” eller ”grovbrød”. Det var det, de skændtes om. Om der var forskel, og hvorfor den ene ikke bare sagde grovbrød, hvis det var det, hun mente, og det fortsatte med, at den anden kaldte den ene for en idiot. Det mest uhyggelige var, at de skændtes smilende ... Altså med store, brede smil klasket hen over underansigterne, mens øjnene lynede. Det - fandt jeg ud af senere - var en måde at skåne børnene på. Så de ikke opdagede, at forældrene var lige ved at begå mord.

Deres søn på fire begyndte pludselig at råbe og skrige og slå på tromme - det havde jeg også lyst til - for at overdøve larmen. Elias reagerede også voldsomt: blev pivet og ville op på min arm, og det kom han. I den anden arm sad den mindste. Seks måneder er han. Han græd. Han vrælede. Uden rigtigt at tage børnene ind brugte forældrene fem-otte minutter på smilende at kalde hinanden (og her nævner jeg bare i flæng): idiot, doven, grim, taber, klaphat. Og jeg var der altså også.


Skænderiet var gået i stå; jeg tvivler på, at det er slut, på at det overhovedet kan slutte, inden der var gået et kvarter. Men børnene var tossede. Alle tre. Jeg skød skylden på Elias og gik; jeg kunne slet ikke holde det ud. Faktisk var jeg ved at tude på vejen hjem, og Elias var altså også rimelig mærkelig resten af dagen.

Jeg er normalt ikke bange for at blande mig, heller ikke for at bede folk om at tale pænt, men det her, det tog altså røven på mig. Jeg fik ikke sagt noget - denne gang. Når man spørger dem, hvordan de har det med hinanden, står de ved, at det ikke går godt, men de har ikke tænkt sig at gøre noget ved det, for det skal nok ændre sig. Det har de sagt i fire år. Siden den første kom. Og nu har de to. »Og det er jo hårdt at få børn; det tager hårdt på forholdet,« som faderen sagde til mig, sidst jeg spurgte.

Ja, det er hårdt. Og ja, det tager på forholdet. Og ja, vi tager alle sammen nogle ture. Det skal jeg da være den første til at indrømme. Men hvordan når man helt derud, at ømheden er væk, at manden ikke ser på kvinden og ser, at hun er hans børns moder og alene derfor fortjener ømhed? Og at hun ikke ser på ham og ved, at han er hendes lækre drenges far og alene derfor fortjener hendes overskud. Eller bare lidt af det?

Hvordan når man derhen, at man holder op med at se rædslen i ungernes øjne, desperationen i deres opførsel og bare fortsætter? Et er at skændes, noget andet er at bruge grimme ord om hinanden - men helt ærligt; foran børnene? Ja, jeg er forarget. Og ja, jeg er bange for selv at ende der engang. Tænk, hvis man ikke kan finde tilbage? Og ja, jeg tror, vi alle kan gøre noget for at undgå at ende der. Jeg ved ikke helt hvad. Måske holde fast i, at man er, hvor man er, fordi man elsker hinanden. Det er ikke had, der får os til at stifte familie. Det er kærlighed. Og lad så være med at skyde skylden på, at det er hårdt at få børn. I valgte selv at få dem. Jeg sagde jo, at denne klumme ikke blev hyggelig. Du var advaret.

Om den anden sagde ”rugbrød” eller ”grovbrød”. Det var det, de skændtes om.”