Tip     Print     RSS    Del    

Julia Lahme, 32 år, gift med Johan, forfatter til 'Hvor lagde jeg babyen'. Blog: julialahme.dk, foredragsholder, cand. mag. i europæisk etnologi. Tidligere chefredaktør for Cosmopolitan. Foto: Torben Stroyer

Klumme: Det er HANS morgen

Af Julia Lahme

Offentliggjort 23.06.09 kl. 09:08

Jeg rækker ud. I halvsøvne. Under dynen for ikke at lukke den kolde morgenluft ind på huden. Min hånd rammer en andens lår. Det er et velkendt lår, og det går op for mig, at jeg ikke er alene.

Der i halvdøsen forstår jeg, at sengen ikke er min helt egen denne tidlige morgen. Der ligger en mand i min seng. Jeg ved heldigvis godt, hvem han er. Det er den samme, jeg har været heldig nok til at sove ved siden af i årevis. Vi er gift, og selv om jeg er dødtræt, når jeg at glædes over, at det netop er ham, jeg er gift med, og at det netop er hans hud, min hånd rammer.

Min mand er musiker og på landevejen for tiden. Han er mere på landevejen, end han er af den, og glæden over, at han ligger her, og at min hånd finder ham, er ekstra stor. Jeg er nemlig et småligt menneske, og denne morgen er særlig, fordi den er hans. Ja, det er min mands morgen. Jeg ligger der i sengen og nyder at være mellem vågen og drøm uden at skulle passe på et barn, der kan trille ud over kanten, og nyder, at når babyalarmen (altså, babyen, der laver larm), lige om lidt går i gang, er det ikke mig, der skal springe. Ikke mig, der skal forhandle med en 17 måneders dreng om elleve minutters ekstra søvn, ikke mig, der skal lave grød kl. kvart i hest denne morgen, ikke mig, der skal træffe valget mellem Morgenhår på DR1 og Teletubbies på den slidte dvd. Og ganske rigtigt, to et halvt minut efter tanken er trillet fra den ene side af hjernen til den anden, som verdens sløveste bold, lyder babyalarmen fra værelset ved siden af: BUUUUAAAAR, BUUUUAAAAR - hei hei hei - TAK!

Jeg puffer blidt til min sovende mand; ingen reaktion. Jeg skubber. Knapt så blidt. Stadig ingen reaktion. Dødssøvn. Min mand sover mandesøvnen, den, som slår forældreørerne ihjel, og den, der kan overleve samtlige automatiserede stykker legetøj, denne velassorterede husholdning kan frembringe. Mandesøvnen er en særlig slags søvn og rammer typisk først, når mænd er blevet fædre, og de små børn ikke længere er helt så små. Når reserverne er opbrugte, og ingen kan hænge sammen mere. Mandesøvnen er en særlig slags evolutionært udviklet dvale, som rammer så tungt, at mændene påstår, de ikke kan gøre noget ved det.

Hånden, der før aede ham kærligt under dynen, klapper ham nu halvhårdt på låret. Stadig intet. Jeg bliver desperat og irriteret og nægter at give slip på MIN morgen under dynen. Den morgen, der ifølge de her gældende regler (udarbejdet med næsten samme diplomatiske tæft som Haag-konventionen) betyder, at jeg først skal op kl. syv. Jeg puffer hårdt og skubber også lidt, mens jeg lidet feminint hvæser: Det er DIN tur. Langsomt begynder manden i sengen at vågne, alt imens babyalarmen er ved at nå øresønderrivende, paniske lydniveauer. Nok til at vække hvalerne i Atlanterhavet og helt sikkert alle underboer, overboer, udenomsboer og resten af Storkøbenhavn. Manden kommer næsten til sig selv, i hvert fald er han halvt oprejst og vælter, ludende, vaklende og med søvn som en maske hen over sit ansigt, ind til vores nuttede afkom, der hilser ham med begejstret jubel. Min mand smelter, og mens jeg hører dem pludre og juble til hinanden om bleer, der skal skiftes, grød, der skal koges, og klodser, der skal stables, glider jeg tilbage i min søvn. Dette er den gyldne morgen, den morgen, der sletter alle dem, hvor jeg står op, før klokken er fem, før verden bliver forståelig, og før der er andet i fjernsynet end tv-shop med maskiner, der helt af sig selv kan ryste min fedtprocent ned på et acceptabelt niveau. Og så er det også denne morgen, der understreger for mig, at det med at være enlig forældre, det må være så tæske-hamrende-stjerne-hårdt, at jeg ikke forstår, hvordan man kommer frem til skolealderen i levende live. Altså børnene skal nok klare det, tænker jeg - de tager jo bare, hvad de har brug for. Men hvordan klarer forældrene det?

Ingen at dele morgenerne med, ingen hvis tur det er til at tage den næste klamme lorteble, ingen til at dele bekymringer og alt det sjove med. Og ingen anden, man kan tvinge til at stå op lige præcis den morgen, man bare ikke orker at stå op med fuglene. Når jeg indimellem hører statistikker, der fortæller, at par er mest tilbøjelige til at gå fra hinanden i barnets første leveår, tænker jeg, om søvnmangel, færre øl, færre penge og så meget vasketøj, at man tror, det er løgn, mon ikke kan ophæves af, at vi, der står i samme situation, bliver bedre til at passe hinandens unger, så forældre indimellem kan få lov til bare at være kærester? Og måske kan man nogle dage ikke holde det hele ud mere, men hvor meget er det lige, det bliver, når det hele bliver til det halve? Og det halve betyder det dobbelte for hver især? Og der skal så lidt til; de morgener, hvor jeg har sovet til kl. syv, er dagene en helt anden slags, og mit overskud et helt andet. Omsorg for hinanden er heldigvis en god cirkel, som betyder, at man hele tiden har plads til lige at gøre hverdagen lidt nemmere for den anden.