Tip     Print     RSS    Del    

Julia Lahme, 32 år, gift med Johan, forfatter til 'Hvor lagde jeg babyen'. Blog: julialahme.dk, foredragsholder, cand. mag. i europæisk etnologi. Tidligere chefredaktør for Cosmopolitan. Foto: Torben Stroyer

Klumme: Misundelse - det sidste tabu

Julia Lahme

Offentliggjort 17.06.09 kl. 07:00

Der er ikke ret mange ting tilbage, vi ikke mere kan tale om. Der er ikke ret mange ubrudte tabuer tilbage.

Men her i en tid, hvor det i den grad er tilladt at gå op i sig selv, sine følelser og sit liv, er et af de helt store tabuer: misundelse. Man må ikke være misundelig.

Det må man faktisk ikke. Man skal huske at unde andre al den lykke, de kan få, og de mennesker, jeg kender, som rent faktisk ikke er misundelige, og som under alt godt til alle omkring sig, er måske også de lykkeligste, jeg kender.

Men tilbage til den virkelige verden, hvor alle ikke er lykkelige hele tiden. F.eks. mig: Min dejlige medbarslende veninde, Julie, fik vidunderlige Bertram, som ud over alle sine andre kvaliteter (Bertram kunne f.eks. sige guitar, da han var 12 måneder) også var - og er - et sovebarn. Bertram sover. Julie har heldigvis haft medfølelse nok til ikke at fortælle mig, præcist hvor tidligt Bertram begyndte at sove igennem, men mit indtryk er, at nætterne aldrig har været et problem. Heller ikke dagene. Så når vi travede byen tynd for at få barslen til at gå, sov Bertram i sin vogn, mens Elias agerede den menneskelige sirene og skreg i sin. Kilometer efter kilometer. Sø efter sø. Elias skreg, og Bertram sov. Og mig? Ja, jeg hverken skreg eller sov, men var tættere på at gøre det første end det sidste. Og så var jeg misundelig. Meget. Jeg prøvede at skjule det bag humor og venlig facade a la: »Ih, hvor er det dejligt for jer«, men allernederst, allerdybest og helt derinde, hvor man har svært ved at kende sig selv, ja, der var jeg et stort misundeligt monster.

Jeg har en anden veninde, som for nylig ringede grædende til mig og var totalt opløst over sin egen grimme misundelse og over, at hun overhovedet kunne føle den. Årsagen til miseren var, at vores fælles bekendte netop havde født sit tredje barn. Bare sådan lige ”smutte en mandel”agtigt uden bedøvelse, uden at være gået i stykker fra nord- til sydpol og helt uden problemer. Altså endnu en drømmefødsel og endnu en af den slags succeser, som man ikke selv kan være med til at skabe, men som biologien og de forbandede gener er herre over. Det ved min veninde godt. Men efter traumatiserende fødsler, dagevis i frygtelige veer og manglende overskud på grund af amning, der bare ikke fungerer så godt som på film og så godt som jordemødrene lover en, det vil komme til, kunne min veninde ikke mønstre andet end det grønne monster og måtte ringe og få luft. Det fik hun. Og en øl. Så gik det lidt lettere.

Noget andet, som jeg og mange andre også kan blive temmelig misundelige over, er andre forældres overskud. Dem, der bare lige sådan med venstre hånd får arrangeret en middag for fjorten, med præmiebarnet siddende på hoften, eller de kvinder, der på ca. tre minutter fik deres taljer tilbage. Eller dem, der har det præcise overblik over, hvor deres nyfødte barn skal gå i skole, hvordan pasningsgarantien virker, og lige præcis hvilken sut deres barn skal bruge. Hvorfor er man ikke selv sådan? Hvorfor er det, som om det hele altid kommer bag på mig med fjorten dages forsinkelse? Og hvordan gør de? Og kan de i virkeligheden, i solidaritetens navn, tillade sig at være så dygtige til det hele? Og ja, det er grimt, det her, men den slags følelser findes altså. Også hjemme hos mig.

Her i forældreskabet er der indimellem grund til, at hylderne ryster af misundelse. For hvordan kan det lige være, at ens børn er så forskellige, og at man selv er så forskellige, at hvad der er let for nogen, bliver uoverskueligt for andre. Det er, som om ingen rigtig har fortalt hinanden, at det er meget forskelligt det hele. At et normalt, sundt og raskt barn ikke følger den kurve, som sundhedsplejersken kommer med, men går sine helt egne veje. Op og ned ad kurven og ind og ud, som det passer barnet. Og på ingen måde så det passer til kurven eller til forældrenes forventninger. Misundelsen, den går også sine egne veje, for den forsvinder lige så hurtigt, som den er kommet. Når jeg ser på Elias, ved jeg, at han med alle sine vaner og uvaner er det mest perfekte barn, jeg kunne ønske mig, og at ingen, selv ikke dem med de mest perfekte søvnrytmer, kan være mere rigtig i mit liv end han. Altså lige indtil nummer to kommer.

Noget andet, som jeg og mange andre også kan blive temmelig misundelige over, er andre forældres overskud.”