Tip     Print     RSS    Del    

Julia Lahme, 32 år, gift med Johan, forfatter til ?Hvor lagde jeg babyen?. Blog: julialahme.dk, foredragsholder, cand. mag. i europæisk etnologi. Tidligere chefredaktør for Cosmopolitan.

Klumme: Nogle går på toilettet - andre træner

Af JULIA LAHME

Offentliggjort 12.05.09 kl. 07:50

Jeg blev kontaktet via min blog for nylig. Det var en pige - en mor - i begyndelsen af 30'erne, to børn, en mand, to katte, en bil og et lidt for rodet hus.

Hun skrev, at hun havde været ved at drukne, at hun havde været lige ved at blive kvalt i alt det der skulle-burde-mangler-halløj, der præger vores hverdag.

Hun manglede simpelt hen plads og ro til sig selv. Det fandt hun så: Hun tog en snak med sin mand og forklarede, at hun havde opdaget, at nu var hun simpelt hen nødt til at begynde at træne. Hun løj ham lige op i hans åbne ansigt og talte med ham om, at nu skulle det være, nu skulle hun være stram og lækker og ung igen.

Brysterne skulle trænes til at sidde der, hvor de sad engang, lårene skulle være faste igen, og maven skulle være flad. Mens hun sad der og løj, kunne hun se, hvordan lysten og lyset sad i øjnene på ham, og han syntes da godt nok bare, at det var en pissegod ide! Hun skulle bare træne, skulle hun. De blev enige om, at det var hver onsdag efter aftensmaden, det skulle foregå. Så min nye bekendte fra cyberspace gik i sportsbutik og købte ind for en halv børnecheck. Og nu træner hun så hver onsdag. I hvert fald går hun ud ad døren efter aftensmaden, inden oprydning, inden madpakker, og helt klart inden vasketøjet, og kommer hjem fire timer senere. Men hun træner ikke. Hun sidder på en bænk (ja, også om vinteren) udenfor. Hun ryger 10 røde Prince (hun er i virkeligheden holdt op), drikker to øl og læser bøger, dameblade eller sidder bare og stirrer ud i luften. Det har hun gjort hver onsdag i tre måneder nu.

Inden hun skal hjem, går hun ind på et offentligt toilet og børster tænder, fjerner makeup, skifter tøj. Så går hun en rimelig lang tur i stille og roligt tempo, sprøjter danskvand i håret og på huden, og tager hjem til sin mand, som synes, hun er så sej, fordi hun holder så stædigt fast i sit træningsprogram. Hun skrev til mig, at han hver uge ser anerkendende på hende og siger, at hun er for lækker, at hun har tabt sig, og at brysterne virkelig har flyttet sig. Træningen virker. Hun har det bedre, end hun har haft det i de sidste fem år, manden er lykkelig, og børnene kan mærke, at tonen er bedre derhjemme.

Selv om vi elsker vores børn, og selv om vi elsker den, vi har dem med, og selv om vi i princippet elsker vores liv, som det er, er vi altså en del, der har brug for at trække stikket ud indimellem. Vi har brug for at trække stikket ud af ansvarskontakten, brug for at være alene og brug for ikke at være totalt perfekt. Måske trænger de fleste af os også til en pause fra alt det, vi har valgt? Altså, det er jo ikke, fordi man vil noget som helst andet, men man vil dog alligevel ret gerne bede om en pause fra det nu og da. Mit eget helt hemmelige fristed er bagtrappen. Når jeg ikke kan tænke klart mere, når Elias har hevet i mig på en måde, jeg ikke forstår, når arbejdet er vokset derop, hvor det slet ikke skal være, og når mine skuldre har sat sig fast over ørerne, så er det tid til et glas rødvin, nogle cigaretter og fuldstændig ro. Så sidder jeg derude på den afskallede, lidt beskidte bagtrappe og føler mig fri igen. Vinduet ud mod baggården er åbent, og jeg kan høre byens lyde, mens jeg lige så stille får skuldrene derned, hvor skuldre faktisk bør være. Det er helt fantastisk.

Når vi er blevet forældre - måske i virkeligheden især når vi er blevet mødre, hvis jeg nu skal være helt ærlig - kan vi have en tendens til et lille bitte martyrium. Ikke det store for fuld udblæsning ”Jeg ofrede mit liv OG MINE BRYSTER og SE hvad jeg fik igen-INTET”-martyrium, men bare det lille, det der kommer snigende, det der begynder med: ”Ja, ja, jeg skal nok tage opvasken IGEN”. Jeg tror, at det er, fordi vi ikke altid oplever, at der kommer nogen og varetager vores behov. Som forældre skal man give og give og være til rådighed, og det skal man også, når man er på arbejde, og pludselig en dag vågner man op og er blevet kvalt. Så skifter man manden eller konen ud, for børnene kan man ikke løbe fra, og arbejdet er man også tvunget til at beholde, så det skifter man heller ikke ud. Så i stedet for at tro, at der kommer nogen og redder en, skulle man måske begynde at redde sig selv lidt mere? Finde en bagtrappe, ”træne” eller låse sig ude på toilettet med telefonen og ringe til en, man ikke har talt med længe, uden at blive forstyrret. Måske skal vi alle sammen være bedre til at give os selv de rum, vi har brug for, for ikke at føle, at en eller anden fælde klapper om os?

Jeg holder i hvert fald stædigt fast i min bagtrappe, og jeg er sikker på, at min veninde fra cyberspace helt klart har tænkt sig at blive ved med at træne de der genstridige mavemuskler.

Hun skrev til mig, at han hver uge ser anerkendende på hende og siger, at hun er for lækker, at hun har tabt sig, og at brysterne virkelig har flyttet sig. Træningen virker.”

Blog: http://julialahme.dk