Tip     Print     RSS    Del    

Klumme: Tidslommer i forældreskabet

Af JULIA LAHME

Offentliggjort 14.04.09 kl. 08:30

Noget af det, der er sværest at forstå ved verden, som den ser ud herinde fra forældreskabet, er hvordan nogle ting forandrer sig så hurtigt, at det næppe giver mening. For eksempel det med at være væk fra sit barn.

Da jeg fik Elias, var jeg så hormon-angrebet, at jeg tudede i ugevis. Og en hel sikker måde at starte vandværket på var, hvis en anden holdt ham i mere en otteogtredive sekunder. Så gik det helt galt. Øjnene løb over, næsen dryppede, og det blev kun værre, når lettelsen tog over, og Elias var på plads i mine arme. Så startede der ligesom et nyt vandfald, hvor lettelsen skulle presses ud gennem tårekanaler, og hvor jeg hikstende prøvede at forklare, at jeg bare overhovedet ikke var ked af det, og at det bare var helt normalt at tude hele tiden.

For selv inde bag snotgardinerne, kunne jeg godt fornemme, hvor nervøse folk blev over at se mig pakket ind i hævede øjne og saltvand.

Det lettede heldigvis efterhånden, men blev forandret til, at jeg, da Elias var fire-fem måneder gammel, kunne tude ligeså uhæmmet, hvis jeg selv skulle være sammen med ham HELE tiden uden afbrydelser. Af desperation. Og af kedsomhed. Af angst over, at verden gik forbi, at andre gik med, og at jeg bare sad stille på gulvet og hamrede to rangler mod hinanden for at underholde barnet. Og det var der, desperation blev til eksplosion, og den meget tålmodige barnefader måtte tage over.

En af grundene til, at jeg nogle gange bare har brug for tid, hvor jeg er helt mig selv, kan være, at Elias grundlæggende, fundamentalistisk og uden plads til forhandling har valgt søvnen fra på samme konsekvente måde, som jeg selv har valgt, at neonfarver ikke bor i mit klædeskab.

Så simple ting som at komme i bad, at læse en avis, at lave mad, at tale i telefon var fra begyndelsen uoverskuelige udfordringer for mig.

Da Elias var et par måneder eller tre, begyndte mit noget uflatterende korstog for solotiden. På trods af alle ønsker om at være en god, rund, tålmodig og mild mor, blev jeg nødt til at få ungen ud af huset ind i mellem. Altså - uden mig.

Så min mand blev sendt til babysvømning (»Det er en rigtig god ide med fysisk samvær for far og søn«), i parken (»Det er bare supervigtigt at Elias får set nogle træer«), i Netto (»Vi mangler... noget....sølvpapir.«), og da Elias var et halvt år gammel, i sommerhus. Med bedsteforældrene. I syv timer og toogfyrre meget lange minutter.

Nu er Elias blevet en stor dreng, som kaster sig i armene på sin farmor, og som faktisk rigtigt gerne vil i vuggestue. Så gerne at han knalder kroppen mod hoveddøren om morgenen, hvis vi er for sløve i optrækket; Elias har nemlig travlt, han skal jo ned og lege! Vuggestue, bedsteforældre og et aktivt barn, er faktisk lig med tidslommer til mig. Jeg har simpelthen fået tid. Ikke så meget og ikke så tit, men ind i mellem har jeg eftermiddage, formiddage eller nu og da en hel nat uden Elias.

Selvom jeg slås mod den dårlige samvittighed over ikke at kunne undvære tiden for mig selv, hver evig eneste gang han skal ud af døren, så må jeg med skam indrømme, at jeg endda er gået så vidt som til at begynde at foreslå folk, at de kommer forbi og henter ham: En tur i Zoo, en gåtur, en tur på legepladsen, bare så jeg i min store egoisme kan få tid. Men samvittigheden nager som sagt. Hver eneste gang.

For jeg elsker jo barnet til hudløshed, og det at sætte mig selv før ham er ensbetydende med virkeligt dårlige karakterer i den store lilla mor-bog. Der er nemlig kvinder, der kan nyde deres børn HELE tiden. Jeg kan bare ikke. Uanset hvor højt og vidt og bredt, jeg elsker ham, så er der tidspunkter, hvor jeg bare helst vil være alene. Men som det gamle ordsprog siger, så skal man være forsigtig med, hvad man ønsker sig:

De første to timer uden Elias stryger af sted, jeg er megaeffektiv, når 1.000 ting, drikker kaffe, læser avisen, hygger mig, men så ramler det. Så går minutterne så langsomt, som om de med vold skal trækkes ud af uret, og mit hjerte hamrer i brystet, og jeg savner mit barn. Voldsomt. Så voldsomt, at jeg med fare for liv og lemmer hænger mig ud af fjerdesalsvinduet og spejder efter ham. Det hiver i brystet og svier velkendt i øjnene, og jeg synes bare at han skal komme hjem NU! Og op ad trappen kommer han så og ind ad døren og lige ind i mine arme.

Gensynsglæden er stor og hjertelig og efter 45 minutter har det aktive barn atter fået kørt mig så langt ned under gulvbrædderne, at jeg igen tænker over, hvis tur det er til at låne ham et par timer næste weekend.