Tip     Print     RSS    Del    

Klumme: Svigermonster. Hvem? Mig?

Af JULIA LAHME

Offentliggjort 07.04.09 kl. 09:08

Det bliver rædselsfuldt. Jeg ved det. Jeg kommer til at sidde der og være stiv af skræk for at sige noget forkert, og ligegyldigt hvor hårdt jeg prøver, så ved jeg jo bare på forhånd, at jeg falder i.

Så kommer hun helt sikkert til at stå der ung, yndig, lyshåret og storbarmet og være alt det, jeg aldrig har kunnet finde ud af at være, og vise mig, hvor uendelig gammel og bagefter jeg er.

Og så sidder vi der. Længe. Og ansvaret vil være mit. Det er mig, der skal være sød og spørge ind til alt muligt om, hvad hun så vil med resten af sit liv, og til hendes søskende, hendes forældre og til hesten, hvis hun da har sådan en. (Tænk, hvis hun bliver en hestepige!) Og jeg vil vide, at alt det, jeg spørger om, selve tonen, jeg spørger i, min måde at se på hende på, mit tøj, mit hår, min mad, alt vil blive opfanget, evalueret og gennemtærsket bagefter. Flere gange. Med hendes mor, hendes MOR(!) og hendes veninder, og især med ham.

Det bliver nok næppe det værste. Det værste vil være, at jeg ikke kan lide hende. På forhånd altså. For hvad skal hun her? Nu havde vi det lige så godt, og så kommer hun anstigende i høje hæle og (forhåbentligt) forelskede øjne. For hvad nu hvis hun ser på ham, og jeg ved, at de to, de hører sammen? Hvor skal jeg så gøre af hele mit underskud, min angst og min frygt for ikke at høre til? Så vil der pludselig ikke mere være behov for mig. Jeg vil blive sekundær, tertiær, og ingen vil lytte mere. Det bliver hæsligt. Jeg kender jo mig selv godt nok til at vide, at lige præcis den frygt vil få mig til at plapre i et tempo, som kun kan sammenlignes med en tryklufthammer. Ustoppelig!

Og min mand vil lægge hånden på mit lår og venligt prøve at bremse mig, mens jeg sidder helt stille og taler, som om jeg blev aflønnet pr. ord.

Men der er mange år til. Det har lange udsigter, det her skrækscenarie. Der kommer til at gå rigtig mange år, før jeg bliver svigermor og møder svigerdatteren. For faktum er, at Elias kun lige er fyldt et år og interesserer sig lige så meget for busser og hunde som for andre børn. Han har vist ikke engang opdaget, at der er en lille forskel på piger og drenge og tror stadig, at drengen i spejlet er en anden end ham selv. Så der er tid at løbe på. Endnu.

Det eneste jeg skal koncentrere mig om i forhold til min kommende status som svigermonster er vel at gøre ham til en af den slags mænd, som pigerne vil have. En af dem, der kan åbne døren for dem, have holdninger, tage opvasken, kan trøste, grine, skændes og måske endda sidde stille til en to timers genindspilning af en Jane Austen-roman i forventningen om en taknemmelig kæreste. Hvis det lykkes, ja, så burde der vel også være grundlag for en svigerdatter, der ved, hvor hun skal sige tak.

Og mig? Jeg skal så bare liiiige lære at blive en af den slags mødre, der giver slip, for hvad er værre end at få en svigerdatter? Det er helt klart ikke at få en.

Det eneste jeg skal koncentrere mig om i forhold til min kommende status som svigermonster er vel at gøre ham til en af den slags mænd, som pigerne vil have.”